Nyt kørekort på vej til danske bilister

I fremtiden kan du undvære det fysiske kørekort og i stedet have det med på mobilen.

Hvor er det nu, jeg har lagt det?

Når danskerne bliver stoppet i trafikken, kan det til tider være svært at huske, hvor det laksefarvede kørekort har gemt sig.

Men fremover bliver det problem mindre, for regeringen vil nu gøre kørekortet digitalt, så man i stedet har det på en app på mobiltelefonen.

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Kan spare tid

Det nye, digitale kørekort erstatter ikke det nuværende fysiske, men bliver i stedet et frivilligt supplement.

Digitaliseringen af kørekortet vil dog også få betydning for dem, der foretrækker at have et fysisk kort med i lommen, lyder det fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen. 

Han mener, at det i dag tager for lang tid at få behandlet en ansøgning om kørekort, fordi det foregår manuelt. 

- Derfor vil regeringen, ud over at gøre selve kørekortet digitalt, også se på mulighederne for at digitalisere ansøgningsprocessen, så det sparer tid hos både ansøgere og sagsbehandlere, siger han i pressemeddelelsen. 

Følger efter NemID

Nyheden om, at regeringen vil give danskerne mulighed for at åbne deres kørekort i en app, kommer få måneder efter, at NemID blev digitaliseret. 

Siden maj har danskerne haft mulighed for at lade det lille papkort ligge i skrivebordsskuffen og i stedet åbne en app, når de skal betale regninger i netbank, se lønsedler i e-Boks eller opdatere forskudsopgørelsen. 

Dengang vurderede gadget- og teknologiekspert David Guldager, at en stor del af danskerne ville tage den digitale valgmulighed til sig. 

- Jeg tror, at befolkningen kan deles op i to dele. Der er dem, der installerer sådan noget med det samme, fordi det er nemmere. Og så er der andre – måske især den ældre del af befolkningen – der har nøglekort og synes, at det fungerer. De vil nok vente lidt, sagde han dengang. 

De teknologiglade danskere må dog væbne sig med en smule tålmodighed, for den nye kørekort-app forventes først at være klar inden udgangen af 2020. 

Til gengæld er det ambitionen, at kørekortet ikke kommer til at stå alene. Det er også ambitionen, at sygesikringskortet skal digitaliseres. 


Seneste nyt

fra Nordjylland