Rokade giver Troels Lund mere magt - og efterlader Karsten Lauritzen som den store taber

Beskæftigelsesministeren har fået en af de helt afgørende pladser i regeringen tilbage. Imens står skatteministeren tilbage som dagens taber.

Der er groft sagt to måder at være minister på, og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er netop inviteret tilbage i den klub, der gør ham til en af de mest indflydelsesrige.

- Han går fra at være, undskyld udtrykket, bare almindelig minister til at være en af de koordinerende, centrale ministre, siger TV 2s politiske redaktør Anders Langballe.

Samtidig med at statsminister Lars Løkke Rasmussen har rokeret rundt i Venstres ministertrup, har han skiftet Venstres skatteminister Karsten Lauritzen ud med Troels Lund Poulsen i regeringens såkaldte økonomiudvalg.

Et magtfuldt udvalg, som uden for Slotsholmen ikke får den store opmærksomhed.

- Men på Slotsholmen, der er det særdeles centralt. Man kan sådan set groft sige, at der er to måder at være minister på: Enten sidder du i et af de centrale udvalg. Eller også gør du ikke, siger Anders Langballe.

Afgørende for Troels Lund Poulsen

Udvalgets medlemmer er med til at træffe alle væsentlige beslutninger om regeringens politik sammen med det såkaldte koordinationsudvalg.

Troels Lund Poulsen var medlem af økonomiudvalget frem til regeringsrokaden i november 2016, hvor VLAK-regeringen blev dannet, og hvor flere af Lars Løkkes støtter måtte afgive terræn.

- Det har været helt afgørende for Troels Lund Poulsen - er mit indryk - at komme tilbage på den centrale post, han mistede, siger Anders Langballe.

- Og det her er på Slotsholmen et meget klart signal om, at Lars Løkke Rasmussen ser Troels Lund Poulsen som en meget vigtig og central figur op mod det kommende folketingsvalg.

Karsten Lauritzen står tilbage som taber

Med rokaden sikrer Lars Løkke Rasmussen desuden, at en af hans trofaste støtter får mere magt i regeringens top, mens Karsten Lauritzen, der støttede nuværende finansminister Kristian Jensen (V) i formandsopgøret i 2014, står tilbage med mindre.

- Det er jo sådan set noget af et slag til Karsten Lauritzen, som nu sidder tilbage i et skatteministerium, der er præget af problemsager, der skal håndteres. Men uden på samme måde som tidligere at være med til at lægge regeringens overordnede linje, siger Anders Langballe.

Forud for onsdagens ministerrokade har Karsten Lauritzens navn floreret flere steder som bud på en ny gruppeformand i Venstre.

Nuværende gruppeformand Søren Gade stopper som bekendt for at stille op som Venstres kandidat til Europaparlamentsvalget til foråret.

Men Lars Løkke Rasmussen bekendtgjorde onsdag i forbindelse med ministerrokaden, at han håber, gruppens medlemmer vil pege på afgående minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Karen Ellemann (V) som ny gruppeformand.

- Karsten Lauritzen mistede altså både plads i økonomiudvalget og fik ikke den gruppeformandspost, som flere tæt på ham har signaleret, at han var interesseret i, siger Anders Langballe.

- Så hvis man skal tale om vindere og tabere i dag, så er Karsten Lauritzen en af de store tabere i denne rokade.


Seneste nyt

fra Nordjylland