Sjaskvåd tirsdag - her kommer der 20 millimeter regn

Tirsdagen kommer til at byde på regnvejr i stort set hele landet.

Efter en hæderlig mandag, hvor der især i eftermiddagstimerne har været plads til solskin i perioder, så venter der os en tirsdag, som i hele landet bliver en drivvåd fornøjelse.

Et lavtryk under uddybning bevæger sig tværs gennem Danmark fra sydvest mod nordøst, og det giver udbredt regn til hele landet - lige fra morgenstunden.

I første omgang er det især mod sydvest, der kommer store mængder regn, men allerede i formiddagstimerne breder regnen sig hurtigt til resten af landet. Ved middagstid når regnvejret også 'solskinsøen' Bornholm, som på ingen måde lever op til sit kælenavn i morgen.

Regnvejret vil fortsætte stort set hele dagen, og først i eftermiddagstimerne vil det langsomt begynde at klare op i Jylland.

Opklaringen ventes dog ikke at nå den østlige del af landet, før solen er gået ned, og derfor må man forberede sig på en dag, hvor regntøjet og gummistøvlerne skal frem i hele landet.

Kan falde over 20 millimeter

Når nedbørsmængderne gøres op tirsdag aften, kan der flere steder være faldet mellem 10 og 20 millimeter regn over det ganske land.

 
 
Foto: TV2 VEJRET / Grafik

Især i den vestlige del af Jylland kan der dog komme endnu mere regn, og her viser prognoserne, at der i alt kan falde mellem 20 og 30 millimeter, inden tirsdag bliver til onsdag.

Derudover byder tirsdagen på en del blæst med op til hård sydvestlig vind, hvilket i høj grad vil få dagen til at føles særdeles efterårsagtig.


Seneste nyt

fra Nordjylland