I dag for et år siden – på denne 4. juli – stod jeg i Washington DC og rapporterede hjem til TV 2. Den store historie den dag for et år siden var, at Nordkoreas regime endnu en gang havde afprøvet et missil, der var sendt i retning mod USA's allierede. Bare sådan for at ønske tillykke med fødselsdagen Amerika.

Det meste af sommeren 2017 brugte mine kolleger og jeg på at fortælle om de nærmest daglige trusler, der føg gennem luften mellem Nordkorea og USA. Ikke mindst præsident Trumps advarsel om, at Nordkorea ville blive mødt af bål og brand, hvis de angreb USA eller USA's allierede.

Næsten hver eneste dag blev jeg af studieværterne herhjemme i Danmark spurgt, om vi var rykket tættere på krig. Selvom det rationelle svar var, at nej det var vi ikke, for det ville føre til ragnarok, så kunne man jo ikke lade være med at tænke, at de forhåbentlig ikke misforstår hinanden, og så der ved en fejltagelse bliver sendt et missil eller en bombe afsted.

Det var den 4. juli – for blot et år siden. Tænk, hvor meget der kan ske på et år. Præsident Trump og jeg - vi rejser nemlig altid sammen, skal jeg sige jer - er netop kommet tilbage fra Singapore, hvor han for tre uger siden mødtes med den mand, han sidste år kaldte for Raket-manden, der var på selvmordsmission.

Det var historisk at være i Singapore. Det kan godt være, Nordkorea er ligeså fuld af løgn som tidligere, og at der ikke bliver indgået nogen nedrustningsaftale. Men lige i dag på denne 4. juli 2018 er verden da i hvert fald lidt fredeligere end for et år siden, og det synes jeg, vi skal glæde os over. På denne amerikanske fødselsdag.

Se, jeg har boet og arbejdet for TV 2 i USA i 8 år, så jeg bilder mig ind, at jeg efterhånden kender amerikanerne ret godt. Jeg har netop opnået det, jeg har stræbt efter i 8 år, nemlig at komme til samtlige 50 stater.

I lang tid var det umuligt for mig at få overtalt min chef til på TV 2s regning at sende mig til Hawaii, for hvad var lige begrundelsen for at tage hele vejen ud i Stillehavet under dække af arbejde?

Men her sender jeg en venlig tanke til Kim Jong-Un, for på grund af hans trusler om atomkrig, lykkedes det mig at komme til Hawaii sidste efterår, fordi Hawaii som den vestligste amerikanske stat er særligt udsat for Nordkoreas raketter.

Så Hawaii fik jeg sat kryds ud for, og i sidste uge lykkedes det mig så endelig at komme til South Dakota, som var den sidste stat, jeg manglede. Så nu har jeg pladen fuld, og i al beskedenhed vil jeg faktisk tro, at jeg dermed har været flere steder i USA end de fleste amerikanere.

Frihedsidealet definerer amerikanerne

Efter nu at have været i samtlige 50 stater og talt med folk der, har jeg ikke bare fået en stærkere forståelse af dem men er også nået frem til nogle generelle træk ved dem og ved os som danskere: Først og fremmest noget helt banalt.

Nemlig at USA er et GIGANTISK land med en enorm spændvidde. Det tager længere tid at komme fra det sydlige Florida til nordlige Alaska, end det gør at flyve fra USA til Danmark. Og det tager ligeså lang tid at flyve fra Washington DC til Hawaii, som det tager at flyve fra Danmark til Sydafrika.

Trods de enorme afstande er man stadig i det samme land. Af samme grund er der meget, meget store forskelle på, hvordan folk lever på Hawaii og i South Dakota. Men de er alle sammen amerikanere, selvom de lever helt forskellige liv.

Det er få ting, der binder dem sammen: De betaler alle deres regninger i amerikanske dollars, de fleste af dem taler engelsk, præsidenten i Det Hvide Hus er præsident for dem alle. Men den værdi, som alle amerikanere fremhæver som den vigtigste, når man spørger dem, er idealet om: FRIHED. Det er frihedsidealet, der definerer amerikanerne, og som de vil kæmpe for til deres dødsdag.

På mindesmærket i Washington for Korea-krigen, som kostede over 36.000 amerikanske soldater livet, står der: Freedom is not free – frihed er ikke gratis. Og netop den indgravering indrammer på fineste vis den amerikanske tankegang: Nemlig at hvis vi blot læner os tilbage og tager friheden for givet, er der fare for, at vi mister vores frihedsrettigheder.

Det er derfor, amerikanere der har gjort tjeneste både i krig og fred, som har tjent nationen altid bliver mødt med ordene: Thank you for your service. Tak for dit bidrag – i erkendelse af, at mens vi andre gik på arbejde og levede vores trygge liv, kæmpede de for, at vi kunne netop det.

Fattige børn tog ketchupposer med hjem

Viljen til at kæmpe leder mig frem til et andet karaktertræk, som er ærkeamerikansk: nemlig deres evne til at engagere sig. Det kan godt være, de ikke gider stemme, når der er valg til Kongressen, eller endda når der er præsidentvalg, hvor kun lidt under halvdelen af amerikanerne gider møde op og stemme. Men når de er utilfredse med noget, forsøger de at gøre noget ved det. I stedet for blot at sige, at det er kommunens eller regeringens skyld.

Det var engagement – eller vrede over i årevis at føle sig ignoreret af eliten, der førte til valget af Donald Trump for halvandet år siden. Og det er chokket over selv samme Trump, der nu får de sløve demokrater, der ikke gad gå hen og stemme på Hillary Clinton i 2016, til at engagere sig. Præcis det samme engagement og ambitionen om at ændre retningen for USA, som kendetegnede republikanerne i 2016, er nu mange steder i landet det, der karakteriserer demokraterne, så det bliver meget spændende at følge udfaldet af midtvejsvalget i november, når amerikanerne igen har mulighed for at give deres stemme til kende.

Jeg bliver ofte spurgt, hvilken historie af de mange jeg har lavet i mine otte år i USA, der har gjort størst indtryk på mig. Det er ikke de tre gange, jeg har været i det ovale værelse hos både præsident Obama og præsident Trump – selvom tro mig: Det var nu også ret sjovt.

Men nej, jeg vender altid tilbage til en reportage, jeg lavede i Las Vegas for mange år siden. En historie om en skole, der lå ikke mange kilometer fra den berømte Strip med kasinoerne. En skole, hvor børnene var så fattige, at de puttede de små ketchup-poser i lommerne i spisefrikvarteret og tog dem med hjem for så at varme op med vand om aftenen. Så kunne det da være en slags tomatsuppe for dem.

Da den nye leder af skolen så det, tænkte hun, at det skal simpelthen være løgn. Der er ingen børn i min skole, der skal være sultne, for så lærer de ikke noget. Så hun iværksatte et stort donationsprogram, hvor hun indsamlede penge og mad, og i dag sørger hun for, at alle eleverne får noget at spise PÅ skolen, og at de fattigste af dem får en pose mad med hjem, som de kan varme op og dele med deres familie om aftenen.

Da jeg lavede den reportage, begyndte jeg optagelserne med at være så indigneret på børnenes vegne, så rasende over, at et civiliseret og rigt land som USA accepterer så udbredt en fattigdom. Men da jeg var færdig med arbejdsdagen, gik jeg fra skolen meget mere oplivet, end da jeg kom. I glæde over, at der i denne verden findes mennesker, der handler, i stedet for blot passivt at se til. Som bruger DERES raseri til at kæmpe for, at deres lille hjørne af verden bliver bedre. Den drift, det drive synes jeg, vi alle sammen kan lære noget af, næste gang vi brokker os over tingenes tilstand.

Vi forstår ikke hinanden

Det sidste, jeg har erkendt efter otte år i USA, er, at det kan godt være, vi rejser i hinandens lande. Det kan godt være, at mange danskere tager til USA – besøger fancy steder som New York, Miami eller Californien. Det kan også godt være, at amerikanerne – i hvert fald nogle af dem – kommer til Europa – og nogle af jer endda her til Nordjylland og Rebild Bakker. Det kan godt være, vi danskere ser amerikanske film og tv-serier og er fascinerede af amerikansk kultur og levevis, og at vi sætter pris på dem og de på os. MEN – og nu siger jeg noget kontroversielt: Vi forstår ikke amerikanerne. Og de forstår ikke os.

Vi forstår ikke, hvorfor de kunne vælge Donald Trump til præsident. De fleste danskere forstår stadig ikke at de amerikanere, der stemte på ham, den dag i dag er endnu mere begejstrede for ham, end da de stemte på ham – og tro mig, det er de, for jeg rejser hele tiden rundt i de stater, hvor han blev valgt. Vi forstår ikke, hvorfor amerikanerne bliver ved med at skyde hinanden. Og vi forstår slet ikke, hvorfor de ikke strammer deres våbenlovgivning og gør det sværere at købe et våben, når der sker et nyt masseskyderi. På det mindre alvorlige plan forstår jeg personligt ikke, hvorfor amerikanerne stadig bruger checkhæfte – men det er nok bare mig, der er blevet lidt for fin og teknologisk på den…

Amerikanerne forstår til gengæld ikke, hvorfor vi synes, det er super duper at betale mere end 50 procent i skat, hvorfor vi synes, at det næsten er bedre og tryggere, hvis vi udliciterer vores ansvar til kommunen, og at vi har en næsten blind tillid til den offentlige sektor, og at vi gladeligt lader staten få indblik i alle mulige detaljer om vores økonomi og vores helbred gennem cpr-registreret.

Da jeg hjemme i Washington DC ville have en lavere pris på min bilforsikring, sagde jeg til mit daværende forsikringsselskab, at jeg ville skifte til et andet, der kunne give mig et bedre tilbud, hvis jeg gik med til at installere en chip i min Jeep i tre måneder, sådan at de kunne overvåge, hvordan jeg kørte bil: ”Og det vil du frivilligt gå med til?” spurgte damen i mit selskab chokeret. Altså frivillig overvågning af mine vaner? Ja, det ville jeg. For når man ikke har noget at skjule, er der heller ingen fare for at dele – hvilket netop illustrerer vores gennemgående danske tillid til, at andre mennesker nok kun vil os noget godt… især hvis de arbejder i den offentlige sektor!

Vi forstår dybest set ikke amerikanerne, før de bliver som os: før de indser, at velfærdssamfundet er det eneste saliggørende, og amerikanerne forstår ikke os, før vi indser, at vi har deponeret vores frihed til et socialistisk statsapparat.

Netop fordi vi mangler en grundlæggende forståelse for, hvorfor USA hænger sammen som det gør, og de mangler en forståelse for, hvorfor Europa trods vidt forskellige nationaliteter, sprog, skikke og kulturer faktisk er en ret god ide, og et ret solidt marked, ja netop derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at besøge hinanden, tale sammen, tage på udveksling og handle på tværs af Atlanterhavet. For kun på den måde bliver vi klogere på, hvorfor vi trods forskellighederne deler de samme idealer om frihed og en tryg fremtid.

Og når I så planlægger jeres USA-tur, så overvej at tage til Montana, Missouri eller Mississippi i stedet for igen at tage til New York eller til Orlando, Florida. For det er ude på landet, i de mindre byer væk fra de glamourøse turistdestinationer, man får en fornemmelse af, hvad amerikanerne – også – tænker. Hvad der driver dem, hvad der bekymrer dem, og hvorfor 63 millioner af dem har valgt den retning for landet, som vi er vidne til i øjeblikket. Det er der, man begynder at forstå dem – fremfor at blive i troen på, at de nok er, eller bliver som os.

Tillykke med fødselsdagen USA – Happy Birthday America.