Weekenden starter med sol, skyer og tåge

Selvom vejret ikke bliver ligeså smukt, som tilfældet var fredag, går vi generelt en hæderlig lørdag i møde.

Weekenden er netop begyndt, og mange danskere planlægger måske en gåtur i det fri i dagens løb. Det kan med sindsro også gøres, uden at man skal være bekymret for, at vejret kommer til at spille en alt for negativ rolle.

Lørdag morgen er vejret klart i størstedelen af landet, og kombinationen af manglen på skyer og rolige vindforhold har fået temperaturen til at falde til under syv minusgrader i det indre af Jylland.

I den allersydligste del af landet er der dog tåge - som stedvis er tæt - flere steder, navnlig over det sydlige Langeland samt på dele af Lolland-Falster.

Skyer og tåge kan drille senere

De lave skyer og tågen over den sydlige del af landet breder sig langsomt mod nord og øst, og dermed kan dele af Fyn og det sydlige Sjælland også få perioder med noget mere tåget vejr.

Solopgang ved Ryå. Der kommer solskin lørdag flere steder, men skyer, tåge og dis, kan også drille.
Solopgang ved Ryå. Der kommer solskin lørdag flere steder, men skyer, tåge og dis, kan også drille.
Foto: Mick Knive Anderson

Samtidig kommer der også flere skyer fra Nordsøen, som bevæger sig ind over landet på vej mod sydøst.

Disse skyer befinder sig dog i en større højde, og derfor vil de ikke give samme grå oplevelse som tågen.

Selvom der er ugler i mosen, bliver en god del af lørdagen ganske pæn de fleste steder, og mange danskere vil også se solen i længere perioder. Med temperaturer, der kan nå op mellem to og fire graders varme i dagens løb, og en vind, der generelt højst bliver jævn fra vest, vil det føles ganske behageligt at opholde sig udendørs.

Til aften og natten til søndag klarer det igen op, og så kan temperaturen falde til otte graders frost. Dermed kan vi få vinterens hidtil koldeste nat.


Seneste nyt

fra Nordjylland