Efter dødsulykke på Mors: En af passagerne er i bedring

Foto: Google Maps

I samarbejde med TV MIDTVEST

En af passagerne, der sad på bagsædet af en bil, der kørte galt i et voldsomt solouheld fredag aften, er nu i bedring.

En 31-årig mand mistede fredag aften livet, da en bil med i alt fire mænd fra Fjerritslev-området fortsatte igennem et T-kryds nord for Nykøbing, ramte en jordvold og endte på taget. 

Samtidigt blev to personer, herunder føreren af bilen, fløjet med helikopter på hospitalet med alvorlige hovedtraumer, og siden ulykken har de begge været i kritisk tilstand. 

Men nu er der godt nyt om passageren, der sad på bagsædet, da bilen kørte galt. 

- Den ene er i bedring, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, der samtidig kan oplyse, at føreren af bilen fortsat er i kritisk tilstand.

Det har derfor endnu ikke været muligt for politiet at tale med ham om ulykken. Politiet ved derfor fortsat kun, hvad et vidne oplyste fredag.

- Vidnet fortæller, at en mindre personbil kommer kørende med 80-90 km/t ad Nørrebro og fortsætter med uændret fart tværs over Vildsundvej, lød det fredag aften fra vagtchef, Allan Riis.

Politiet afventer fortsat bilinspektørens rapport fra ulykkesstedet. Den fjerde passager i bilen slap med lette skader. 

Flere nyheder fra TV2 Nord