Eksplosionsfare ved brand i maskinhal – 40 brandfolk måtte hjælpe til

I samarbejde med TV MIDTVEST

Gasflasker var i fare for at sprænge i luften under en brand i en maskinhal onsdag aften.

Branden i den maskinhal, som Nordjyllands Beredskab siden klokken 17-tiden har forsøgt at få bugt med ved Nørre Arup øst for Thisted, har været en voldsom en af slagsen.

De første meldinger lød på, at der var gået ild i maskinhallens halmlager, men det viste sig at være mere kompliceret end som så, forklarer en indsatsleder på stedet.

- Der var også gasflasker og olie i maskinhallen, så indtil vi havde styr på, hvor det var placeret, var man nervøs for at sprænge i luften, lyder det fra Rasmus Evaldsen, der er indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab.

40 brandfolk i aktion

På grund af eksplosionsfaren var der 40 brandfolk i aktion, da slukningsarbejdet var på sit højeste. Brandvæsnet anslår, at der har været ild i omkring 300 minibigballer.

Branden er nu afgrænset, så det kun er halmen, der ulmer videre.

- Derfor er vi også så småt begyndt at sende folk hjem. Nu vil vi lade halmen brænde ud, og så sætter vi formentlig en brandvagt til at holde øje herude hele natten, når vi er helt færdige om et par timer, forklarer Rasmus Evaldsen.

Ingen mennesker eller dyr er kommet noget til i forbindelse med branden.

Politiets brandteknikere skal nu forsøge at finde ud af, hvad der startede branden.

Flere nyheder fra TV2 Nord