Køleskabet var tomt: Så opfandt de en ny vegetar-frikadelle

Et halvtomt køleskab blev starten på et erhvervs-eventyr for to tidligere fiskeriarbejdere fra Hanstholm.

I Hanstholm har to tidligere fiskeriarbejdere kastet deres kræfter over et noget atypisk produkt på de kanter. De har nemlig sat en økolgisk, gluten- og laktosefri vegetar-frikadelle i produktion. 

- Jeg var hjemme og havde ikke ret meget i køleskabet eller fryseren, og det var ved at blive sommer, og da jeg elsker suppe, så havde jeg nogle suppeurter, og så havde jeg kolde kartofler i køleskabet. Så tænkte jeg, hvad kan jeg lave ud af det, når jeg ingen kød har? Så lavede jeg frikadeller, fortæller Torben Meldgaard, der er i dag direktør i Delle Kompagniet. 

Dermed var idéen til frikadelle-eventyret født. Siden januar har Torben Meldgaard sammen med salgsdirektør, Claus Westergaard, produceret vegetar-frikadeller, og de er allerede blevet et hit. Supermarkedskæden Irma har nu sagt ja til at sælge frikadellerne.

- Irma var jo oplagt, for så får du et kvalitetsstempel med det samme. Så er andre jo mere lydhør, siger Torben Meldgaard.

Delle Kompagniet kan producere 500 ton frikadeller om året, og inden for de næste par måneder regner to-mands-virksomheden med at ansætte op mod syv medarbejdere. 

Øverst i artiklen kan du se mere om frikadelle-eventyret i Hanstholm. 


Seneste nyt

fra Nordjylland