Lukning af asylcenter skaber bekymring hos erhvervsfolk

Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

I samarbejde med TV MIDTVEST

Hanstholm Asylcenter er i disse dage ved at lukke ned, fordi antallet af asylansøgere er faldet.

Hanstholm Asylcenter er i disse dage ved at lukke ned, fordi antallet af asylansøgere i Danmark er faldet. Derfor har Udlændingestyrelsen besluttet, at der ikke længere skal udbydes asyldrift i Thisted Kommune.

Det betyder, at alle beboere skal sendes til andre centre i regionen, efter at de har boet på asylcentret i Hanstholm.

  Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

- Det er meget sørgeligt for mig og min familie, fordi vi har mange venner her, siger Saleh Al Abo, som kommer fra Syrien. 

Han skal nu sammen med sin familie flytte til Ranum.

Mere end 50 beboere har allerede forladt centret. Nogen skal som Saleh Al Abo til Ranum, andre skal blandt andet til Holstebro og Frederikshavn.

Skaber bekymring

At centret nu lukker i Hanstholm skaber bekymring hos de erhvervsdrivende i byen. For de er bange for, at det kan få konsekvenser for handlen og arbejdskraften.

Bybilledet bliver mindre spraglet. Jeg tror, det bliver lidt kedeligt her.

Lars Lindgren, Hanstholm

- Selve Hanstholm by har været begunstiget af en masse ekstra indbyggere. En del handel i butikker og derudover arbejdskraft. De har været ude og prøve at komme i gang. Det, synes jeg, er rigtig ærgerligt, at det forsvinder, siger Jens H. Petersenm, som er vognmand for Hanstholm Containertransport A/S. 

Men hos borgerne i byen er der delte meninger om lukningen af centret.

- Jeg tror, der kommer lidt mere ro nu, fordi folk måske ikke er så bange, siger Lukas Elbrønd, som bor i Hanstholm.

- Bybilledet bliver mindre spraglet. Jeg tror, det bliver lidt kedeligt her, siger Lars Lindgren, der også bor i Hanstholm.

Asylcentret i Hanstholm lukker endeligt ned den 16. marts. Herefter er det planen, at centret skal rives ned. 

  Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

 

Flere nyheder fra TV2 Nord