Politiet: Sådan undgår du indbrud i efterårsferien

Efter 50 anmeldelser om indbrud i Midt- og Vestjylland i weekenden kommer politiet med en række gode råd til, hvordan man kan undgå indbrud i efterårsferien.

Flere steder i det midt og vestjyske har indbrudstyve været på spil i weekenden.

Politiet kommer nu med en række gode råd til, hvordan man kan gøre sit hus til et mindre attraktivt mål her i efterårsferien.

Et af de bedste værn mod indbrud er opmærksomme naboer. Undersøgelser viser, at op mod hvert fjerde indbrud kan undgås med organiseret nabohjælp.

quote Man skal være opmærksom på mistænkelige køretøjer, det vil sige, folk der kører langsomt, eller hvis der bliver sat noget foran døren. Hvis det ikke bliver fjernet, er det jo et tegn på, at der ikke er nogen hjemme.

Claus Hilborg, chefpolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi.

- Man skal være opmærksom på mistænkelige køretøjer, det vil sige, folk der kører langsomt, eller hvis der bliver sat noget foran døren. Hvis det ikke bliver fjernet, er det jo et tegn på, at der ikke er nogen hjemme. Og så handler det også om, at få lavet aftaler med sine naboer, siger Claus Hilborg, chefpolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Desuden er det en god ide ikke at fortælle hele verden, at du tager på ferie. Derfor lyder politiets råd at undgå at oplyse om din ferie på de sociale medier.

Andre god råd:

Få din bolig til at se beboet ud:
  • Bed naboen tømme postkassen, bruge din skraldespand og parkere i din carport.
  • Installer tænd/sluk-ure, der automatisk tænder for lamper og evt. en radio i løbet af dagen.
  • Lad rodet ligge, opvasken stå og vasketøjet hænge.
  • Stil friske potteplanter i vindueskarme.

Gør det besværligt for tyvene:
  • Sæt sensor på de udendørs lamper, så de tænder, når nogen nærmer sig huset.
  • Lås værktøj og haveredskaber, der kan bruges til at brække døre op eller knuse ruder, inde.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

 


Seneste nyt

fra Nordjylland