Uhyggelige billeder: Zombier hærger på Mors

I Nykøbing er man gået sammen om at skabe uhygge over hele byen i anledning af Halloween. TV MIDTVEST lod 9-årige Kristian teste stemningen.

Der er stadig et stykke tid til halloween, men alligevel er Nykøbing Mors i denne uge gået decideret halloween-amok.

Store dele af byen er omdannet til et slaraffenland for folk med trang til gru og skræk, og limfjordsbyen har i den anledning fået sit helt eget zombiehus. Det er museet, der lægger bygning til.

- De rammer, der er her, de er spændende, så der skal ikke ret meget pynt og lyd til at skabe en fantastisk oplevelse.

 
 
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

Ordene kommer fra Gudlaug Berglind Thøgersen, der er medarrangør fra Museum Mors.

Hun går efter, at publikum får noget specielt med sig fra besøget på det uhyggelige museum.

- Jeg håber, de får en god oplevelse – at det er en oplevelse, de husker, siger hun.

Forklaringen på, hvorfor man overhovedet kaster sig ud i et sådant projekt er ganske enkel.

- Vi kan simpelthen ikke lade være. Det er spændende, fastslår Gudlaug Berglind Thøgersen iført sminkning, der passer til temaet.

Kristian tester uhyggen

Kristian på 9 år er én af dem, som skal stå ansigt til ansigt med de afdøde skabninger.

Selvom han ikke blev skræmt fra vid og sans, så var der alligevel en lille anerkendelse at spore til de uhyggelige zombier.

- Det var da lidt creepy med den, der kravlede opad - lidt farligt.

Men Kristian fra Nykøbing fastholder, at han ikke blev bange.

 
 
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

Det er Morsø Kommune og handelsstands-foreningen, som er gået sammen om at lave halloween-arrangementer over hele byen.


Seneste nyt

fra Nordjylland