Løse hunde jagter vildt i Thy: Bed grævling ihjel

Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV MIDTVEST

Naturstyrelsen advarer mod vilde hunde, der jager ved testcenteret i Østerild.

To løse hunde har jaget vildt i området ved testcentret. Naturstyrelsen ser med stor alvor på sagen. Hvis der ikke tages hånd om de omstrejfende hunde, vil Naturstyrelsen indfange dem. 

- Såfremt der ikke tages hånd om hundenes omstrejfen, vil vi i fællesskab tage de nødvendige skridt til at indfange hundene jævnfør hundeloven, siger vildtkonsulent, Tommy Hansen, fra Naturstyrelsen Thy. 

Læs også Godt nyt til naboerne: Testcenter slukker lyset

To store, mørke hunde har jaget på egen hånd i aften- og nattetimerne. 

Hundene er blevet observeret imens de var i færd med at jage en kronvildtflok, og de er en enkelt gang blevet forvekslet med ulve. Samtidig har en nabo en optagelse på et vildtkamera, hvor de to hunde slår en ung grævling ihjel.

- Vi har jo en hel del observationer. Og så har vi billeder fra vildtkamera. Så vi har billedbeviser, siger Tommy Hansen.

Hunde finder deres urinstinkter

Når hunde strejfer på den måde og især når de er flere, kommer deres urinstinkter frem, og de jager som vilde hunde. Da det er dyr som normalt har til huse hos mennesker, vil deres adfærd være unaturlig og de vil i modsætning til vilde rovdyr skabe stort stress blandt de vilde dyr, der lever i området.

Derudover er der en risiko for, at de løse hunde angriber husdyr, skriver Naturstyrelsen på sin hjemmeside. 

Vildtkonsulenten mener, at hundene hører til et sted, og at ejeren formentlig ikke ved, hvad de foretager sig om aftenen. 

- Nej, de er ikke vilde hunde. Så lever de ikke så længe derude. Det er garanteret nogle folk, som tror deres hunde ligger og sover på gårdspladsen, men det gør de så ikke, siger Tommy Hansen. 

Bliver hundene indfanget af naboer eller andre, bliver hundene afleveret på et internat. 

Hunde, der jager på egen hånd, er ikke helt ualmindeligt, siger Tommy Hansen. 

- Det sker nogle gange om året, men normalt får vi stoppet det lidt tidligere, fordi nogen kender hundene eller ejeren, men ikke denne gang, siger Tommy Hansen.  

Det er ulovligt at lade hunde strejfe om i naturen uden snor. Naturstyrelsen opfordrer de øvrige grundejere i området til, at de pågældende hundeejere får taget hånd om deres hunde.

Flere nyheder fra TV2 Nord