Pas på! Elge på vejene i Vildmosen

De fem elge i Lille Vildmose går tæt på en trafikeret vej, hvor de færreste bilister overholder fartgrænsen - til fare for både dem selv og elgene.

Hans Flou er guide i Lille Vildmosecentret, og han tager ofte ud for at se efter elgene i området. Han har flere gange set elgene græsse langs vejkanten, mens bilerne suser forbi de store dyr.

- Det er jo forbundet med livsfare at køre ind i en elg, konstaterer Hans Flou.

Der er fem elge i Lille Vildmose. Elgene kom til området som kalve i november sidste år, og for tre måneder siden blev de sluppet løs i den 2000 hektar store vildmose. Hans Flou fik forleden et glimt af elgene. En elgtyr gik og åd ved den trafikerede vej mellem Kongerslev og Dokkedal, men flere af de biler, der kom forbi, så den ikke. Hovedparten af dem kørte langt over hastighedsgrænsen på 60 kilometer i timen.

- Der er desværre mange, som tror, at den der 60 kilometer-grænse er til for at genere dem, men det er jo lige modsat. Det er både for at hjælpe elgene og for at hjælpe passagererne i bilerne, siger Hans Flou.

Elgene bliver holdt inde på vildmosearealet af såkaldte færister, som dyrene ikke kan passere. Det kan bilerne til gengæld sagtens, og mange af dem gør det i høj fart. Hans Flou er tidligere politibetjent. Han vurderer, at bilisterne ofte kører mellem 80 og 100 kilometer i timen på strækningen. Der er ryddet langs vejen, så udsigtsforholdene er forholdsvis gode, men elgenes døgnrytme kan være med til at skabe livsfarlige situationer.

- Problemet er, at elgene kommer ud lige i skumringen, hvor der er endnu dårligere sigtbarhed, og pludselig så står den altså ude på vejen. Og den er fuldstændig ligeglad med biler, fortæller Hans Flou.

Elgspotteren håber, at han kan få bilisterne til at være mere opmærksomme og lette foden lidt fra speederen, før det ender galt.

- Elgen er så høj, at den ryger igennem forruden. Det ser man jo mange gange. I Norge og Sverige er der jo flere dødsulykker hvert år på grund af elge, der bliver kørt ned, siger Hans Flou.


Seneste nyt

fra Nordjylland