Pirates-fans raser: 700 har betalt men får ikke billet til finale

00:25

Enorm efterspørgsel på billetter til den sjette finalekamp i serien mellem Aalborg Pirates og Herning Blue Fox har betydet at 700 Pirates-fans troede, de havde fået billet, selvom det ikke var tilfældet.

Systemerne brød ned, da fans ville købe billet til tirsdagens finale. Foto: Bo Amstrup, Scanpix

1 af 2

IT-sammenbrud er skyld i, at 700 fans kan glemme alt om at få billet til finalen, selvom de har betalt. Skuffede fans raser.

Heidi Andersen fra Aalborg prøvede desperat i seks en halv time at få billet til tirsdagens ishockeyfinale mellem Aalborg Pirates og Herning Blue Fox. Ved 23-tiden lykkedes det, og hun får en bekræftelse på, at hendes betaling er gået igennem. 

Men klokken 14 mandag får hun en mail, der får hende op i det røde felt: Hun får ikke nogen billet alligevel - systemet har ikke kunnet modstå den voldsomme efterspørgsel. 

- Jeg er blevet taget i røven af Aalborg Pirates og Tiger Media. Det er en gang lort og lagkage, siger den inkarnerede Aalborg Pirates-fan Heidi Andersen fra Aalborg. 

Hos Aalborg Pirates er det en ærgerlig direktør, der må slukke håbet for de godt 700 fans, som ikke får plads til den sjette finalekamp. Alt er udsolgt, og 5.000 fans er på plads på lægterne. 

- Op til kampen i fredags havde vi 500.000 hits på vores hjemmeside. Siden vi frigav billetterne i aftes, har vi haft mere end to millioner hits, og det har systemet ikke kunnet klare, siger Thomas Bjuring, administrerende direktør hos Aalborg Pirates. 

Administrerende direktør for Aalborg Pirates Thomas Bjuring inden fjerde finalekamp mod Herning Blue Fox. Foto: Michael Andersen

- På vegne af Aalborg Pirates kan jeg kun beklage. Vi har i god tro købt en service hos vores leverandør og forventer, at den virker. Men når det berører vores fans, er vi selvfølgelig kede af det, siger Thomas Bjuring. 

Skuffede fans fik her til eftermiddag en mail fra leverandøren, Tiger Media, der er storsponsor i ishockeyklubben med en forklaring.

I mailen sender Tiger Medias direktør aben videre. 

- På grund af de lange svartider sker der det, at hvis betalingen tager mere end 30 minutter at autorisere (hvilket jo er urimeligt lang tid under normale omstændigheder), så har man ikke længere en reservation af ens billetter, og derfor sætter systemet billetterne til salg igen. Der sker så blot det, at da der kommer positivt svar tilbage fra Quickpay/NETS om, at pengene kan hæves, så bliver de hævet, og de folk, der rent faktisk er blevet hængende længe nok, får også en bekræftende besked på skærmen. De modtager dog ikke billetten pr. mail, da de ikke har en billet. Pengene er trukket, da der er autotrækning på jeres aftale, står der i en mail fra direktør Kasper Øgaard Jensen, som TV2 Nord er i besiddelse af. 

- Derfor er der 209 ordrer, hvor pengene er hævet, men hvor de aldrig har haft eller har fået en billet tilsendt. Det fordeler sig på 703 billetter, hvoraf der er tre udebane ståpladser, 101 hjemmebane ståpladser og 599 siddepladser, bliver der forklaret i mailen. 

- Vi beklager, og det er synd for dem, der ikke fik billet. Men der er totalt udsolgt, og vi kan ikke presse flere end 5.000 tilskuere ind, siger Thomas Bjuring. 

Forklaringerne og undskyldningerne kan Heidi Andersen ikke bruge til noget. 

- Jeg forsøgte desperat at få billet til kampen i fredag. Det havde jeg lovet min søn. Men vi måtte nøjes med at se kampen i Atletikhallen. Så vi jublede, da pengene var trukket i aftes. Nu må jeg skuffe ham og fortælle ham, at vi ikke skal til finalen alligevel. Det er ren lort og lagkage, siger en skuffet Heidi Andersen. 

Flere nyheder fra TV2 Nord