Politi frigiver detaljer om hjemmerøveri

Nordjyllands Politi leder efter en mand på 35-40 år, der stod bag voldsomt hjemmerøveri, hvor 69-årig dame blev slået og bundet.

Et indbrud udviklede sig i morges til et røveri på Rolighedsvej i Flauenskjold. En 69-årig dame, der bor i huset, blev overfaldet af en indbrudstyv, der slog hende i ansigtet og bandt hende til en seng, 

Herefter gennemrodede han hele huset i flere timer og fik et ukendt udbytte med sig. Først timer efter fik kvinden gjort sig fri og søgte tilflugt hos en nabo og tilkaldte politiet. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Kvinden er meget chokeret på grund af overfaldet men ellers uskadt, og der bliver senere foretaget personundersøgelse af hende for at sikre spor fra gerningsmanden. 

Gerningsmanden beskrives som: 

  • Mand 
  • 35-40 år
  • 175/180 cm
  • Sort kort hår
  • Mørk i huden
  • Iført mørk jogging tøj, hvor der var 3 hvide striber på ærmerne, en bred og 2 smalle striber.
  • Under overfaldet var han maskeret med sort hætte med huller til øjnene. 

Gerningsmanden forlod stedet i ukendt retning. Omkring klokken 12 blev der set en mand med samme signalement trækkende med en dame cykel væk fra Rolighedsvej i retning mod Flauenskjold Hallen.

Personen på cyklen medbragte en mørk kuffert og en stor pose/net over skulderen. 

Nordjyllands Politi efterlyser vidner, der har oplysninger i sagen eller har set gerningsmanden forlade huset eller set personer svarende til signalementet i Flauenskjold i løbet af formiddagen. 

Nordjyllands Politi kan kontaktes på 114. 

De tekniske undersøgelser afsluttes i løbet af eftermiddagen på gerningsstedet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland