Politiet til karneval: Forventer rolig afvikling - ingen anholdte

Foto: TV2 Nord

Politiet er - ligesom nordjyderne - talrigt tilstede til Aalborg Karneval for at sikre en god og rolig afvikling af festlighederne.

Op mod 70.000 udklædte og tæt på ligeså mange tilskuere deltager lørdag i Aalborg Karnevals store stjerneparade. Fra klokken 10.00 og - forventes det - til et godt stykke ud på eftermiddagen skal de tre parader, der startede ud i henholdsvis Nørresundby, ved Skat i det østlige Aalborg og i Vestbyen ved Haraldslund, bevæge sig ind gennem byen. Alle paraderne samles på Vesterbro midt i Aalborg, hvor de samlet sætter kursen mod Kildeparken og den store karnevalsfest.

Nordjyllands Politi er, arrangementets størrelse taget i betragtning, naturligvis på gaden, og i en pressemeddelelse skriver politiet, at man er helt klar til at deltage dagens festligheder.

- Vores dialogbetjente - dem i gule veste - går med i optoget og fornemmer løbende stemningen, taler med folk og arbejder på den måde med at sikre ro og orden. Det samme kan man sige om vores cykelbetjente, som også kan komme helt tæt på karnevalsgæsterne og er meget mobile. Lidt mere på afstand har vi så motorcykelbetjente, civilklædte patruljer og andre, som skal sikre rammerne og kan gribe ind, hvis der bliver behov for det, forklarer vicepolitiinspektør Henrik Skals, der er ansvarlig for politiets indsats under karnevallet.

Forventer uproblematisk karneval

Politiet har i dagens anledning oprettet en dedikeret kommandocentral hvor Henrik Skals og resten af indsatsens ledelse befinder sig. Herfra er forventningen, at karnevallet kommer til at forløbe uproblamatisk.

Min forventning er, at vi vil få en god dag med glade mennesker. Der vil formentlig blive brug for, at vi griber ind over for enkelte personers opførsel, ved vi af erfaring, men det er også svært at forvente andet, når så mange mennesker holder så stor en fest. Skulle der pludselig ske noget større, er vi selvfølgelig også klar til at håndtere dét, fortæller Henrik Skals.

Følg indsatsen på Twitter

TV2 Nord dækker karnevallet intensivt her på tv2nord.dk, på Salto hvor vi sender fire timers direkte TV og på Facebook, hvor du også kan se sendingen og dele din karnevalsoplevelse i kommentarsporet.

Politiets medie til karnevalsdækningen hedder Twitter, og her vil man løbende igennem dagen dele den gode stemning og de - forhåbentlig meget få - hændelser af politimæssig karakter, der finder sted i løbet af dagen.

Indtil nu har politiet ikke anholdt en eneste person.

 

Flere nyheder fra TV2 Nord