Politisk ja til nyt hus

 Politisk ja til nyt hus

Først sagde Brønderslev kommune ja, så blev det til et nej, og efter et års tænkepause siger politikerne nu ja igen til et byggeri i Thise Bakker.

Farcen fortsætter for nu starter en ny høring, og ejeren, Jens Toft, ved stadig ikke, om han nogensinde kommer til at bygge sit drømmehus, for nu kan naboer og Danmarks Naturfredningsforening igen komme med indsigelser imod byggeriet.

- Jeg håber selvfølgelig det bedste, men fordi politikerne nu siger ja til at jeg bygge, hvis jeg flytter det 50 meter og gør det 80 kvadratmeter mindre, ja, så betyder det jo desværre ikke, at jeg bare kan gå i gang, siger Jens Toft.

Politikerne i teknik- og miljøudvalget sagde i dag ja til nybyggeriet i Thise Bakker under forudsætning af, at byggeriet flyttes 50 meter fra det oprindelige - der hvor ejeren for et år siden fik støbt sokkel, og at huset bliver mindre end først tiltænkt.
- Vi har ikke syltet sagen, selv om den har varet et år, vi har forhandlet og arbejdet frem på at finde en løsninger, siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Karsten Frederiksen (Kons.), Brønderslev Kommune.
Brønderslev Kommune stoppede for et år siden byggeriet. Husets placering er ulovlig, fordi der ligger en gravhøj for tæt på.
Hele grunden skal nu re-etableres, som den så ud for et år siden, og soklen skal rives ned. Det sker nu på kommunens regning.
- Vi har erkendt, at vi har lavet en fejl i Brønderslev Kommune, da vi i sin tid gav lov til byggeriet, som så siden viste sig at være inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen, og derfor er det kommunen, der nu kommer til at stå for at få området bragt tilbage. Det er noget vi har en forsikring for, så det kommer ikke til at koste skatteborgerne noget, siger Karsten Frederiksen.

Tilbage står Jens Toft med en grund og en drøm om et hus, som nu bliver lidt mindre og kommer til at ligge et andet sted end oprindeligt planlagt.
- Det vigtigste for mig nu er, at jeg får lov at bygge. Det er træls, at jeg skal vente og vente, men jeg må have lidt mere tålmodighed, og jeg giver i hvert fald aldrig op, siger Jens Toft.


Seneste nyt

fra Nordjylland