Præst på mission: "Hvad skal jeg bruge Gud til?"

Her er ikke noget højloftet, hvidkalket kirkerum. Her er ingen umiddelbar fornemmelse af helligdom. Her er ingen altertavle, ingen Jesus på korset, ingen kirkebænke, intet orgel.

Men Gud er her alligevel, lige her i mørkegrønt telt under en skoldende hed afrikansk himmel i den krigszone, der er Mali.

Han er her i form af en uniformsklædt præst med en enkel stola om halsen og en gudstjeneste, der kan afvikles fra en kuffert og en projektor. Hans prædiken begynder ikke med en lignelse fra Bibelen, men med en historie om Rasmus Klump og hans venner, der er ude at gå en tur og farer vild. 

- De ved ikke, hvordan de skal komme hjem igen. Men det viser sig, at de har blyant og papir, og Rasmus Klump får den idé, at de bare kan tegne et kort og sætte et kryds, der hvor hjem er. På den måde er det ikke noget problem at finde vejen igen.

Sognepræst Thomas Uth vender sig fra billedet på det hvide lærred og får øjenkontakt med menigheden foran sig. 

- De diskuterer så, om de ikke kan sætte krydset lidt tættere på, så der ikke er for langt at gå,” fortsætter han sin prædiken med et skævt smil og høster en spredt latter fra rækkerne.

- Men der er en dyb lighedstegning i den historie. Der ligger nogle store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Hvad skal jeg?

Menigheden foran Thomas Uth er ikke en helt almindelig menighed. De mænd og kvinder, der sidder på stolene foran ham, er alle sammen klædt i de samme sand- og camouflagefarvede uniformer, han selv har på. De er langt væk hjemmefra, i et land der er så fjernt fra det Danmark, de er vant til, som det næsten kan komme. 

Og her i Bifrost-lejren ved Bamako i et Mali, hvor borgerkrigen stadig raser og splitter landet i to dele, er det de store spørgsmål, der trænger sig på for menigheden.

Spørgsmål som dem, Thomas Uth allerede har stillet i sin prædiken. Og så det spørgsmål, de alle sammen kommer til ham med: “Hvad skal jeg bruge Gud til”.

Det er derfor, Thomas Uth står lige her i en militærlejr i uniform og med svedperlende hår og prædiker. For at forsøge at svare på lige præcis de spørgsmål. For at forsøge at hjælpe de udsendte helskindede igennem deres ophold.

Det er ikke, fordi Thomas Uth ikke har prøvet det før - at sætte sig i et fly og lande et sted, hvor ingen turister ved deres fulde fem nogensinde ville sætte deres ben. Det er en del af jobbet som flyverpræst for Forsvaret. 

Men varmen, der mest af alt føles som den luft, der kommer ud af en tændt føntørrer, overraskede ham alligevel, da han landede i Bamako en tidlig morgen i starten af oktober. 

Han har forladt sit sogn og sin familie hjemme i Brønderslev for i ni dage at være sjælesørger for de godt 60 mænd og kvinder, Flyvestation Aalborg har sendt til Mali som del af Danmarks bidrag til FN’s Minusma-mission i efteråret 2017. 

Soldaterne er her på en fredsbevarende opgave i et land, der i flere år har været ved at knække midt over på grund af en borgerkrig. Thomas er her for at sørge for, at de trives, og for at hjælpe dem med hvad de nu end måtte have af problemer at tumle med. 

Og han har kun ni dage til at gøre sit arbejde. Så han er knap ankommet til Bifrost-lejren uden for Malis hovedstad Bamako, fået den første briefing og smidt sine ting i den teltkabine, der er hans, før han kaster sig ud i det. Går den første tur og hilser på folkene, han allerede kender fra flyvestationen, så de ved, at nu er præsten ankommet.

Thomas Uth har været flyverpræst for det danske forsvar og været tilknyttet Flyvestation Aalborg siden 2011. Uden at tænke ret meget over det, søgte han bare den stilling, der var blevet slået op af Forsvaret - ikke fordi han ikke var glad for sit arbejde som sognepræst hjemme i Brønderslev og for at døbe, konfirmere, vie og begrave folk dér, men fordi han drages mod at hjælpe folk i kriser.

Den slags kriser, der opstår, når mennesket bliver prøvet og udfordret på en tro, det måske ikke vidste, det havde. Den slags kriser, hvor der er allermest brug for Gud.

Han opdagede det allerede på sin første udsendelse til Afghanistan. Thomas var midt i en samtale med en soldat, da luftalarmen lød og advarede om et muligt bombeangreb over lejren, så de to måtte kaste sig ned i gruset og vente i det fulde minut, reglerne foreskrev, før de kunne løbe mod beskyttelsesrummet.
Så der lå de så med dødsangst i hele kroppen og bare ventede, mens alarmen brølede over dem. Det var lige dér, soldaten rakte ud efter Thomas og spurgte:

“Vil du ikke nok bede for mig?” 

“Vor Gud han er så fast en borg,
han kan os vel bevare,
han var vor hjælp i al vor sorg, 
vort værn i al vor fare”

De danske soldater kan være nok så hårde i munden, fyre alle de jokes af, de kender, hårdnakket påstå, at Gud er overflødig, og drille ham, alt hvad de vil. 

Men Thomas Uth kender dem, og han ved, mens han står foran dem og synger for på salmen, at de bare er helt almindelige mennesker med unormale job. At de kæmper med hver deres problemer, og at de alle sammen kan få brug for ham.

Fordi de kender ham så godt fra tidligere missioner og fra flyvestationen, tør de fortælle ham om de ting, der gør ondt. Om tab og problemer, der er opstået hjemme i Danmark, som de ikke kan løse fra Mali. Om tvivl og frygt for at dø. Kærestesorger. 

Thomas Uths arbejde i militærlejren nærmer sig sin afslutning. Gudstjenesten er noget af det sidste, han skal udføre, og denne søndag har en pæn flok fundet vej til det grønne telt og det lidt anderledes kirkerum.

Måske er det for at kunne sende tankerne lidt på langfart, ud af lejren, i en times tid. Måske er det for at mærke tilstedeværelsen af noget større, mærke fællesskabet og lidt af Danmark i form af velkendte ritualer og salmer. Og måske er det, mistænker Thomas, for at få en lille bitte smule alkohol under nadveren, at de sidder her.

Uanset hvad er det fint med flyverpræsten fra Brønderslev. Han er bare glad for, at de er kommet, og han smiler lidt, mens han leder soldaterne ind i den afsluttende bøn, der er deres: 

- Gode Gud. Vær hos os, der gør tjeneste i Forsvaret. Velsign vores arbejde for fred og retfærdighed mod splittelse og uret, grusomhed og vold. Styrk vores kammeratskab og sammenhold, og bevar os fra at svigte hinanden i nød og fare. Vær med dem, der er sat til at lede og befale, giv dem klarsyn og beslutsomhed og omsorg for dem, de har ansvar for. Jeg takker dig for mit land, for familie og venner alle, der holder af mig. 

Kære Gud, jeg beder dig: Bevar mig og mine nærmeste fra sygdom, ulykke og alt ondt. Vær hos mig, når jeg er truet og gribes af angst for mit liv og helbred. Lad mig få lov til at vende tilbage til min hverdag i god behold, når min tjeneste er forbi. Det beder jeg om i Jesu navn.

Du kan klikke dig videre til kapitel 4 i vores tema om de nordjyske udsendte i Mali her. Og i temahenvisningen ovenfor kan du læse mere om hele situationen i det borgerkrigsramte land.

Artiklen er blevet til på baggrund af optagelser lavet af præst Thomas Ancher Uth under hans ophold i Mali og et interview med ham efter hjemkomsten.