Premierenerver: Aggersund Juniorteater pudsede replikkerne af

Aggersund Juniorteater havde torsdag sidste øvedag på deres teaterstykke.

11 unge fra Aggersund på mellem syv og 12 år trådte torsdag på scenen i Aggersund Juniorteater.

I forberedelserne til forestillingen "Hvor der er hjerterum" har de unge skuespillere stået på scenen og øvet mange gange, men torsdag var det lidt mere specielt. Det var sidste øvegang inden generalprøve og premiere næste torsdag, og det var første gang de 11 spillere var blevet sminket og trukket i kostumer. Og det hjalp dem:

- Jeg synes, jeg kommer mere ind i rollen, når jeg har tøj og makeup på, siger Astrid Glerup, der er en af de 11 skuespillere.

"Hvor der er hjerterum" handler om Eskild, der bor på Grønland med sin tamme isbjørn Uffe. Eskild er et rodehoved, der søger rengøringshjælp på internettet, og så sker der ellers ting og sager i børnekomedien.

Premieren er 2. marts om aftenen, men inden da har de 11 skuespilleres klassekammerater oplevet generalprøven. Til aften er det familie og forældre der indtager stolerækkerne, og de må siges at være et hårdt publikum. Man vil jo gerne imponere. Det faktum skræmmer dog ikke Otto Berkhoff, der har mere end en forestillings erfaring.

- Man vænner sig lidt til det, når man har prøvet det. Men første gang er det lidt mærkeligt, siger Otto Berkhoff.

- Man har mange nerver på, supplerer Maria Bonde, der også har en rolle i stykket.

Du kan se meget mere til de 11 unge skuespilleres kunnen på de skrå brædder i indslaget ovenfor.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland