Publikumsmagneten Colin Greening

Hockeyfans er strømmet til Gigantium, efter at NHL-spilleren Colin Greening er kommet til Aalborg Pirates.

Ishockeyklubben Aalborg Pirates har tilsyneladende fundet sig en sand publikumsmagnet i NHL-spilleren Colin Greening. Efter at canadieren er kommet til Aalborg, hvor han spiller under lockouten i NHL, er tilskuertallet steget betydeligt.

Greening, der normalt spiller for Ottawa Senators, har spillet tre hjemmekampe for piraterne. Senest var i tirsdagens 3-2-sejr over Rødovre, hvor Colin Greening scorede to gange og blev noteret for en assist. Og de canadiske hockeyevner er altså blevet vist frem foran et ret så talstærkt publikum i Gigantium.

Sådan har tilskuertallet udviklet sig:

Tilskuertal i denne sæson inden Greenings ankomst:

21. september: Aalborg-Copenhagen 2-1, 1327 tilskuere

28. september: Aalborg-Bulldogs 5-0, 1078 tilskuere

5. oktober: Aalborg-Herlev 7-1, 1244 tilskuere

12. oktober: Aalborg-Esbjerg 3-2, 1847 tilskuere

Gennemsnit for de fire kampe: 1374 tilskuere

Efter Greenings ankomst:

23. oktober Aalborg-Frederikshavn 0-6, 3523 tilskuere

2. november Aalborg-Herning 3-2 3827 tilskuere

13. november Aalborg-Rødovre 3-2 3277 tilskuere

Gennemsnit for de tre kampe: 3542 tilskuere

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland