Rasmus Ingeman stopper i Hobro IK

Efter mange år med forskellige roller i Hobro IK stopper klubbens nuværende salgschef. I stedet tiltræder som ny kommerciel chef hos Viborg FF.

I mange år har Rasmus Ingeman været at finde på DS Arena som både fodboldspiller på klubbens førstehold og som ansat på kontoret. Men nu må Superligaklubben Hobro IK sige farvel til deres nuværende salgschef.

Den 1. april stopper Rasmus Ingeman, og begynder som ny kommerciel chef hos Viborg FF.

Rasmus Ingeman har spillet 286 kampe for Hobro IK’s førstehold og har sammen med den nuværende anfører, Mads Justesen, været med til at spille Hobro IK hele vejen fra Danmarksserien op i Alka Superligaen.

- At sige farvel til Hobro IK har været en svær beslutning, da jeg holder meget af klubben og især alle menneskerne i og omkring klubben. Jeg har været i klubben i rigtig mange år og har haft hjertet med mig hele vejen igennem, siger Rasmus Ingeman og fortsætter:

- Hvis der er en anden klub, hvor jeg også kan have hjertet med mig, så er det i Viborg, hvor jeg kommer fra. Jeg er blevet tilbudt en rigtig spændende stilling i Viborg FF, og det tilbud har jeg takket ja til, da jeg tror på, det også kan være med til at gavne min personlige udvikling.

Formand i Hobro IK A/S, Lars Kühnel, ærgrer sig over at måtte tage afsked med en kulturbærer i klubben, men har fuld forståelse for beslutningen.

- Rasmus har gjort et fantastisk stykke arbejde gennem mange år i klubben, og derfor ærgrer det mig naturligvis, at vi nu må sige farvel. Rasmus fortjener stor anerkendelse for alt det, han har været med til at udrette i Hobro IK, og vi vil uden tvivl komme til at savne ham, siger formand i Hobro IK A/S, Lars Kühnel.

Hobro Ik har allerede indledt jagten på en ny salgschef, lyder det fra formanden.


Seneste nyt

fra Nordjylland