TV2 Nord

Rederi søsætter ”grønne” tankskibe

02:39

Terntank rederi i Skagen bygger fire nye tanskibe, der skal drives af naturgas

Terntanks nyeste tankskib "Ternvind" Foto: Foto: Terntank A/S

1 af 2

Terntank Rederi A/S i Skagen vil bygge fire nye tankskibe, som skal sejle på flydende naturgas

I løbet af 2016 søsætter Terntank Rederi de første tre af i alt fire nye tankskibe, som skal drives af LNG (Liquified Natural Gas), der er langt mere miljøvenligt end traditionelt anvendte, fossile brændstoffer. Investeringen i de fire skibe finansieres blandt andet af Danmarks Grønne Investeringsfond.

- Cirka 95 pct. af tiden sejler vi i miljøfølsomme områder, så for os var det vigtigt at sikre, at vores nye skibe lever op til både den gældende og den mulige fremtidige lovgivning på området. For et mindre rederi som vores er der tale om en rigtig stor investering, så det handler om at tænke langsigtet, siger Jens P. Buchhave, administrerende direktør hos Terntank Rederi i en pressemeddelelse.

Terntank, der har hovedkvarter i Skagen, ejer i forvejen ni tankskibe, som kan chartres af rederiets kunder, der altså nu får mulighed for at vælge et mere miljøvenligt alternativ.

For mange af vores kunder er netop miljøet vigtigt

- For mange af vores kunder er netop miljøet vigtigt og giver dem samtidig mulighed for at brande sig på deres grønnere profil. De nye skibe bringer os helt i front på verdensplan inden for miljørigtig transport og har da også allerede vist sig at være et godt udgangspunkt, når vi skal ud og sikre nye kontrakter, vurderer Jens P. Buchhave.

Finansieringen af de nye tankskibe er bl.a. blevet sikret gennem et samarbejde med Danmarks Grønne Investeringsfond. Ifølge Jens P. Buchhave er det helt bevidst, at rederiet har valgt netop fonden til at stå for en del af den samlede finansieringsløsning:

- Vi befinder os på et konjunkturfølsomt marked, som, selvom der er tegn på bedring, er præget af meget hård konkurrence og krav om stor kapitalbinding. Her har vi brug for solid, ekstern finansiering, så vi ikke skal bære hele risikoen på vores egenkapital, samtidig med at det grønne aspekt også er et vigtigt konkurrenceparameter for os. Derfor faldt valget på Danmarks Grønne Investeringsfond, forklarer han.

 

Fakta om shippingbranchen og forurening:

  • Selvom shipping er den mest miljøvenlige form for transport af store mængder gods over større afstande, så har shipping to negative miljøeffekter
    – luftforurening og CO2-udledning.
  • Emissionerne af svovlholdige og nitrøse gasser samt partikelforurening i havene omkring Europa er steget støt siden 2000.
  • Samtidig er udledningerne med til at forsure vandmiljøet til skade for plante-, fiske- og dyreliv i søer, fjorde og have.
  • Shipping er den eneste sektor i EU, som ikke er underlagt reduktionsmål for CO2
Kilder: EEA report No4, 2013, Nationalt Center for Miljø og Energi, Dansk Gasteknisk Center A/S, Transportation & Environment

 

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto