Rikke Karlssons anklager får Messerschmidt til at trække sig

Efter Rikke Karlssons politianmeldelse af Morten Messerschmidt i sidste uge, har han i dag trukket sig som leder af Dansk Folkepartis gruppe.

Morten Messerschmidt har i dag trukket sig som leder af Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet. Det sker efter den nordjyske politiker Rikke Karlsson i torsdags anmeldte Messerschmidt for identitetstyveri i forbindelse med stiftelsen af fonden Meld, hvor Rikke Karlsson ifølge hende selv var blevet indsat i bestyrelsen uden hendes viden.

- Den seneste uge har der i en række medier været rejst nogle anklager og mistanker mod mig. Alle i mine øjne grundløse og forkerte. Jeg har efter bedste evne forsøgt at forklare tingene. Men jeg må konstatere, at der er rejst tvivl om min ledelse og forvaltning af tingene i Bruxelles, som jeg er ked af, og som sår tvivl om både det politiske projekt og om min troværdighed, siger Morten Messerschmidt i en pressemeddelelse.

quote Jeg kan ikke leve med, at jeg er blevet indsat i hovedbestyrelsen for Meld seks måneder før jeg kendte til fondens eksistens. Jeg kan heller ikke leve med, at min nationalitet er ændret

Rikke Karlsson

Ifølge Morten Messerschmidt er årsagen til tvisten en administrativ fejl.

- Jeg har nu haft lejlighed til at gennemgå en række dokumenter i Bruxelles. Jeg kan konstatere, at der ikke er søgt uretmæssig økonomisk støtte. Jeg kan endvidere oplyse, at angivelsen af fhv. medlem af DF i Europa-Parlamentet Rikke Karlssons nationalitet som litauisk og ikke dansk ved registreringen i Frankrig beror på en administrativ fejl, lyder det fortsat fra Messerschmidt.

Rikke Karlsson, der er tidligere DF'er i Rebild Kommune og Region Nordjylland, er nu løsgænger i Europaparlamentet. Hun gik i torsdags til politiet i Hobro for at anmelde sin tidligere partikollega for det hun kalder identitetstyveri. Det skete efter Ekstra Bladet i sidste uge skrev, at både Rikke Karlsson og  DF's EU-politiker Jørn Dorhmann uden at vide det blev indsat som hovedbestyrelsesmedlemmer i fonden Meld på en stiftende generalforsamling i november 2014.

- På baggrund af oplysningerne i Ekstra Bladet har jeg her til formiddag været hos Hobro politi, hvor jeg har anmeldt Morten Messerschmidt for identitetstyveri. Jeg kan ikke leve med, at jeg er blevet indsat i hovedbestyrelsen for Meld seks måneder før jeg kendte til fondens eksistens. Jeg kan heller ikke leve med, at min nationalitet er ændret, lød det i torsdags fra Rikke Karlsson.

Se indslaget fra i torsdags her.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland