Røvere truede taxa-chauffør med pistol

Natten til fredag blev en taxachauffør røvet på Parkvej i Aalborg. Tre personer er anholdt i sagen og mistænkes alle tre for at stå bag røveriet onsdag aften hvor det gik ud over en spillehal.

Klokken 00.52 modtog Nordjyllands Politi via 112 anmeldelse om et røveri på Parkvej - ganske tæt på spillehallen Skipperen, der blev røvet onsdag.

Det er det 16. røveri i Nordjylland på fire måneder.

Her havde to mænd med en pistollignende genstand truet den taxachauffør, de havde været kunder ved, til at udlevere penge til sig. Ingen kom noget til under røveriet.

Nordjyllands Politi var hurtigt på stedet med både indsatsleder, patruljer og hundepatruljer og klokken 01.08 - altså blot 18 minutter efter røveriet - blev to mænd på henholdsvis 18 og 51 år anholdt på Vestre Allé.

En 43-årig kvinde er også blevet anholdt og sigtet for medvirken til røveriet. Hende fandt politiet frem til i deres indledende efterforskning af sagen.

De tre anholdte er derudover mistænkt for at stå bag eller have medvirket til røveriet mod spillehallen Skipperen onsdag aften ved 22-tiden. 

Nordjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse at de af hensyn til efterforskningen ikke yderligere kommentarer til sagen, og det har fredag morgen ikke været muligt at komme i kontakt med vagchefen for uddybende oplysninger.

TV2 Nord har i de seneste dage dækket de mange voldsomme og uopklarede røverier, og vi har blandt andet talt med en kasseekspedient, der stod overfor røveren ved et røveri tidligere på ugen.

Nordjyllands Politi erkender, at de har svært ved at få opklaret alle de røverier, der har været mod Nordjyske dagligvareforretninger.

 

 

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland