Ros til Arriva: Tænkte på miljøet under busbrande

Busselskabet Arriva får stor ros fra Aalborg Kommunes Vandmiljø-afdeling efter otte busser udbrændte tirsdag. - Der var stor forureningsfare, men set med vandmiljøbriller er hele forløbet håndteret til topkarakter, lyder det fra kommunen.

Da otte busser udbrændte i forbindelse med branden natten til tirsdag på Arrivas anlæg i Aalborg, var der stor risiko for at olie og andet via slukningsvandet kunne ende i kloakken og dermed i Romdrup Å og videre ud i Limfjorden.

Men det blev undgået da busselskabet Arriva huskede at tænke på miljøet. Derfor får de nu stor ros af Aalborg Kommunes Vandmiljø-afdeling.

- Der var ingen tøven hos Arriva, og som vandmiljø-mand er det fedt at se et firma tage ansvar så hurtigt, og der er ikke en finger at sætte på samarbejdet, siger Peter Munk Andersen fra Vandmiljø-afdeling.

Aalborg Kommunes Miljøvagt var til stede ved branden, ligesom man i forbindelse med slukningsarbejdet løbende forsøgte at suge det potentielt forurenede slukningsvand op, inden det endte i kloakken.

Samtidig havde Miljøvagten i samarbejde med beredskabet placeret to spærringer ved tilløbet til Romdrup Å i tilfælde af, at noget forurenet vand trods indsatsen alligevel endte i kloakken.

- Hvis den slags olieforurening var endt i åen og fjorden, havde det gjort massiv skade på både fugle, fisk og planteliv, siger Peter Munk Andersen.

Da Peter Munk Andersen dagen efter tog ud for at besigtige de opsatte spærringer ved Romdrup Å, kunne han da også konstatere at den første spærring, havde bremset en film af olie.

Den slags forurening skal selvfølgelig ryddes op, så Peter Munk Andersen tog kontakt til Arriva, der straks tog affære, og kontaktede slamsugerfirmaerne Marius Pedersen A/S og NKI Kloak og Industriservice.

- Klokken lidt over syv i går aftes var der dog ryddet helt op, og vi kunne fjerne spærringerne igen. Set med vandmiljøbriller er hele forløbet håndteret til topkarakter af både beredskab, Arriva og medarbejderne hos Marius Pedersen og NKI, så de fortjener stor ros, siger han.

Syv busser er udbrændt i Aalborg

 


Seneste nyt

fra Nordjylland