Ros til nordjyske skoler

Mange nordjyske skoler er udvalgt som Ny Nordisk Skole-institutioner og får ros med på vejen af undervisningsministeren.

Over 350 institutioner skal i gang med Ny Nordisk Skole, og heriblandt er også mange nordjyske.

Det er både folkeskoler, dagtilbud, fritidstilbud og ungdomsuddannelser, der skal være en del af Ny Nordisk Skole, hvor de skal samarbejde om at finde frem til den bedste praksis og de særlige kendetegn, som Nordens dagtilbud, grundskoler og uddannelser kan tilbyde.

Et overraskende stort antal institutioner har ansøgt om at være med i Ny Nordisk Skole fra januar 2013.

Blandt de nordjyske skoler, som er kommet med i Ny Nordisk Skole, er Arden Skole, Tech College og Mariagerfjord htx. De er blevet valgt på baggrund af deres arbejde med at sikre bedre overgange fra grundskole til ungdomsuddannelser.

Og derfor får de også ros med på vejen af børne- og undervisningsminister Christine Antorini:

- Jeg er rigtig glad for at se, hvordan uddannelsesinstitutioner som Tech College, Mariagerfjord htx og Arden Skole er gået sammen om at styrke og motivere elevernes tro på, at de er, og kan være, talentfulde inden for naturfagsområdet. Social arv betyder meget, når elever vælger ungdomsuddannelse. Og et samarbejde mellem folkeskole og ungdomsuddannelser er en rigtig god måde at styrke mulighederne for, at flere børn og unge vil udnytte deres potentiale i de naturfaglige uddannelser, siger hun.

Frederikshavn Ungdomsskole er valgt som et godt eksempel, fordi de har gjort læsning til fokusområde.

- Ansøgningen fra Frederikshavn Ungdomsskole er et glimrende eksempel på en ungdomsskole, der ønsker at skabe en forandring på et vigtigt område som læsning. Udover at arbejde fokuseret med læsning og skrivning for at løfte kompetenceniveauet, vil de også højne deres eget ambitionsniveau til eleverne. Et element, der er helt centralt, når vi taler om at styrke fagligheden for alle, siger Christine Antorini.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland