Rusten kærlighed får nyt liv i en garage i Storvorde

Finn Pehrson er genforenet efter 51 år med sin gamle motorcykel

Finn Pehrson så forleden en kær gammel ven for første gang i 51 år. En ven, som han havde glemt alt om - lige indtil telefonen ringede i efteråret. Og så var der ikke andet for end at starte bilen og køre de godt 400 kilometer mod nord.

Den lyseblå Hyundai Getz kører fra Brønshøj. Kursen er sat mod Nordjylland -nærmere betegnet Storvorde. På passagersædet sidder Finn Pehrson, og bag ham sidder hans hustru Conny.

Bag rattet sidder sønnen Brian. Lige nu er han chauffør på forældrenes tur tilbage til minderne, dengang de var unge og nyforelskede. Dengang Finn var soldat. Han lå i Nymindegab. Før Brian blev født.
 

Finn kommer ind ad døren sammen med sine brødre, og da vi får øje på hinanden, ja, så er det kærlighed ved første blik

Conny Pehrson, Brønshøj

Det er den store kærlighed, der venter dem – igen. Finn og Conny traf hinanden i 1960. Conny var lige fyldt 18 år, og det var hendes første aften nogensinde i byen med en veninde.

”Finn kommer ind ad døren sammen med sine brødre, og da vi får øje på hinanden, ja, så er det kærlighed ved første blik”, husker Conny.
 
Det er også kærlighed, der bringer dem på den 421 kilometer lange tur fra hjemmet i Brønshøj til Storvorde. En fælles kærlighed, de sammen skal gense. En kærlighed, som de havde glemt, men som blev vakt til live igen takket være et telefonopkald fra Nordjylland.
 
I Storvorde venter maskinmester Jess Krogsgaard. I en kæmpe bunke af reservedele og motorcykelstel lå en glemt kærlighedshistorie af den sjældne slags, der nærmest ved et tilfælde dukker frem af bunkerne. Bunker, som gennem en del år har ligget i garagen i Storvorde.

Jess ved egentlig ikke, hvad han tænkte på, da han købte stort ind af reservedele fra sælgeren på Sydfyn, for Jess vidste intet om motorcykler. Og da slet ikke DKW.

Der gik da også ti år, før Jess fik taget sig sammen til at rode sit noget tvivlsomme køb igennem. Men foråret 2017 skulle der ryddes op i garagen. Alle delene blev gennemgået - der skulle tages billeder, og så skulle de sælges. Det var planen.

Det hele var skilt ad. Rodet sammen. Foran lå et kæmpe sorteringsarbejde. Hvad kan bruges, og hvad kan ikke bruges. En stor kasse af gamle møtrikker og bolte.

Nogle af reservedelene finder Jess et nummer på, hvor der står hvilken måned og årstal, de er fra. Det gør indtryk på Jess. En mand har tidligere stået med lige nøjagtigt det samme – nogen har haft reservedelene i hånden længe før han blev født.

Der skal kærlighed til. Ellers får man det ikke til at virke

Jess Krogsgaard, Storvorde

 
Og midt i oprydningen falder han over et gammelt stykke papir, der ændrer alt.
Jess bliver fanget af stellet til en motorcykel med papir. Han havde på det tidspunkt intet kendskab til motorcykler – og han kendte ikke DKW - Dampf Kraft Wagen, mærket, livsstilen – passionen og det, der skulle vise sig at blive en stor kærlighed.

”Kone nummer to”, som Jess i dag selv siger med et smil på læben. Hun hedder også ”lille frøken DKW” hjemme i garagen i Storvorde. For det er her, hun er født på ny.

”Der skal kærlighed til. Ellers får man det ikke til at virke”, mener Jess.
 
Jess begyndte at få styr på reservedelene, og gik målrettet efter at bygge DKW/20 motorcyklen op. Han vidste, at han ikke vidste nok om det, så han spurgte sig for. På nettet og i omgangskredsen. Er der nogen, der kender nogen. Er der nogen, der kan hjælpe med at svejse lidt her og der. Er der nogen, der vil fortælle historier om DKW.

Og Jess blev positivt modtaget, uanset hvor han kom hen. Og han blev klogere. På en del af indholdet i bunken af skrot, der weekend efter weekend tog form til det, der var engang. En DKW/20 første gang indregistreret den 23. februar 1954. Seks år før Jess selv blev født.

Damen hos SKAT sagde, den har du regnet godt ud

Jess Krogsgaard, Storvorde

Han indregistrerede motorcyklen – igen - hos SKAT. Med samme nummerplade som dengang.

”Damen hos SKAT sagde, den har du regnet godt ud”, fortæller Jess, men det var tilfældigt, at det netop blev 23. februar 2018, han blev så klar med motorcyklen, at han tog ind for at indregistrere den. Lige nøjagtigt 64 år efter, den første gang nogensinde kunne trille afsted lovligt som DKW.
 
DKW var et tysk motorcykel- og bilmærke, der eksisterede fra 1916 til 1965. DKW var grundlagt af danskeren Jørgen Skafte Rasmussen, der blev født i 1878. Han rejste til Tyskland som ung og opbyggede DKW, som blev en stor, tysk industrikoncern.

l flere årtier i 1920-30erne var DKW verdens største motorcykelfabrik, og Jørgen Skafte Rasmussen var en af Tysklands rigeste mænd. DKW-motorcyklerne inspirerede mange andre motorcykelfabrikker. Nogle købte således DKW-motorer til deres motorcykler, og andre – for eksempel BSA, Yamaha og Harley-Davidson – kopierede mere eller mindre direkte DKWs motorcykler. Alt det lærte Jess, da han begyndte at dykke ned i bunkerne i garagen.

Men han skulle lære alt fra bunden. Alt til mindste skive skulle læres. For hvordan skulle han ellers fuldende sin mission; at genopbygge lille frøken DKW.

Og det var en mission - ikke en passion - til at begynde med. Han tænkte, at han lige kunne skrue lidt sammen på den, så den kunne ligne lidt, før han skulle sælge den videre.

Lige indtil han finder papiret med Finns navn på. Efternavnet er specielt. Der står en co-adresse på papiret. Jess ved, at det kan betyde, at Finn dengang formentlig var soldat.

Jeg skylder dig en undskyldning

Finn Pehrson

I den lyseblå Hyundai Getz er timerne gået langsomt. Finn og hustruen har flere gange været i Jylland på ferie, men det er længe siden. Før GPS’en blev opfundet. Og det er den, sønnen Brian kører efter.

For lidt over et år siden ringede Jess til Finn. Han havde fundet noget, der engang havde tilhørt Finn.

”Jeg googlede navnet og fandt nummeret, og så ringede jeg og sagde, jeg havde hans gamle motorcykel”.

Finn mener, det var en underlig følelse at blive ringet op.  
 
Finn var soldat, og han havde ikke så mange penge, men han havde forelsket sig. I Conny og i motorcyklen. Han spurgte Conny, om hun ville være med til at betale for den, og sammen købte de den af Finns brors svigerfar. En guldsmed, hvis hustru ifølge fortællingerne ikke kunne klare hverken fart eller vind. Men det kunne Conny.
 
Finn og Conny har haft mange dejlige ture på motorcyklen. De har kørt til Sverige og Bornholm på den - og en enkelt gang tilbage til Nymindegab, hvor Finn lå som soldat. Conny elskede at køre motorcykel med Finn.

”Jeg elsker motorcyklen – og jeg elsker Finn”, siger Conny.

Men en vinter blev motorcyklen sat til side. Finn trak den over gården, og den blev stillet bagest. Sommeren kom. Der skete så meget. Finn glemte motorcyklen. Det gjorde Conny også.
 
Så kom Brian. Der kom børn til. Motorcyklen blev trukket frem igen i 1967. Den skulle videre. Finn solgte den til en arbejdskollega. Så var den væk. Ude af øje, ude af sind. Indtil nu.

 

Der er meget, vi skal have talt om

Finn Pehrson, Brønshøj

51 år senere skal Finn og Conny gense den motorcykel, de begge faldt for, da de var unge – og da de faldt for hinanden.
 
Og en forårsdag i 2018 bliver de begge rørte igen. Nyforelskede igen. I DKW/20 – nu døbt ”lille frøken DKW” foran en garage på en villavej i Storvorde.

Det er ikke mange ord, der kommer fra Finn de første sekunder, han genser motorcyklen.

”Der er meget, vi skal have talt om”, siger han til Jess. Han er ham evig taknemmelig, lader han ham vide.

Finn nærmest dirrer. Han mangler ord. Der er så mange minder forbundet med motorcyklen, han nu for første gang i 51 år igen skal prøve at køre.

”Bare lyden – og lugten af motorcyklen; det er det, der får det hele til nu at rulle – det er en drøm”, siger Finn og får øjenkontakt med Conni. Hun tænker helt tilbage til dengang, de traf hinanden.

”Motorcyklen er symbol på vores kærlighed”, lader hun forstå.
 
Den er blevet flot, det er de begge enige om. Jess kigger med, og er tydeligvis stolt. Mange timers arbejde i garagen bliver vist frem. Det er historie. Hvorfor den er endt som stumper i en kasse på Sydfyn, er der ingen af dem, der ved.

”Jeg synes, det er pragtfuldt, når man kan glæde et andet menneske”, fastslår Jess med blikket rettet mod motorcyklen, der står så godt som fuldstændig originalt. 

 

Motorcyklen er symbol på vores kærlighed

Conny Pehrson

 
Finn skylder en undskyldning. Til motorcyklen. Den vil have give, når han kommer frem til Jess i Storvorde.

”Jeg skylder dig en undskyldning”, siger han, ”Jeg er så flov over, at jeg har glemt motorcyklen, jeg var så glad for. Jeg ville ønske, jeg havde fået en bedre afslutning fra min side”.
 
Telefonopkaldet fra Jess sidste år har givet Finn endnu en chance. Forholdet motorcykel og Finn. Han er glad for, at Jess ringede, og han er glad for, at det netop er i garagen hos Jess, at stumperne ved en tilfældighed havnede.
 
”Det er en stor oplevelse at hilse på Jess. Han er fuld af energi og spræl og en kontakt, man ikke kan sige nej til. Jess har startet et eventyr, og det er jeg glad for. Jeg er glad for at have fået lov til at få en statistrolle i det”, siger Finn.
 
Nu har motorcyklen bragt mennesker sammen. Igen. Denne gang på tværs af landet.

 

Se mødet mellem Finn,Conny, Jess - og ikke mindst "frøken DKW". TV2 Nords videojournalist, Mick Anderson, var med. 

02:22

Glædeligt gensyn

Luk video

 

Om DKW

Navnet DKW var oprindeligt en forkortelse af Dampf Kraft Wagen, da. Man under 1. Verdenskrig forsøgte Fabrikken sig med dampdrevne køretøjer. Senere fik det andre betydninger som for eksempel: Das Knaben Wunsch var navnet på en lille legetøjsmotor, i 1919 begynder man at fremstille en hjælpemotor til at montere på et cykelstel den fik kælenavnet Das Kleine Wunder. DKW var kendt for at være billige, pålidelige og avancerede.
Kilde: Dansk DKW Club

Flere nyheder fra TV2 Nord