S-politiker til regeringen: -Det haster med at formulere politik om radioaktivt affald

Radioaktivt affald flytter med ind på Frederikshavn havn, når gamle boreplatforme skal ophugges. Socialdemokrat Bjarne Laustsen opfordrer nu regeringen til at finde en løsning.

De seneste dage har TV2 Nord sat fokus på det radioaktive affald fra boreplatformen i Nordsøen, som snart flytter ind på havnen i Frederikshavn.

Det har vist sig, at ingen enkelte myndigheder i Danmark har styr på, hvad der skal ske med affaldet. 

Det har fået Folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Bjarne Laustsen, til at sende en mail til seks ministre, hvor han stiller spørgsmålstegn ved behandlingen af det såkaldte radioaktive NORM-affald.

- Da jeg har erfaret, at Danmark ikke har en politik på området, og der er uklarhed over, hvem der har ansvaret, skal jeg derfor foreslå, at regeringen og de relevante fagministre går sammen om at skabe klarhed over dette vigtige emne, da der alene bare i Nordsøen er 500 boreplatforme, der skal skrottes i de kommende år, skriver Bjarne Laustsen i mailen til ministrene, som TV2 Nord har læst igennem.

quote Jeg skal derfor bede jer redegøre for, hvordan og hvornår regeringen har en samlet politik klar, der kan løse udfordringen

Bjarne Laustsen, Socialdemokrat

Problemet er endnu ikke flyttet ind på den nye havn i Frederikshavn, men et andet sted i landet kæmper man stadig med at få politikerne til at tage stilling til det radioaktive affald.

Bystyret i Esbjerg opdagede ved et tilfælde, at de sad på Danmarks største lager af radioaktivt materiale fra undergrunden, fordi en kontrol fra Sundhedsstyrelsen afslørede, at det ikke blev opbevaret korrekt.

- Vi har i Danmark selv ansvaret for at rydde op efter produktion af olie, som både firmaer og staten har tjent godt på. Det haster med at formulere en dansk politik på Norm-området, som ligeledes kan bruges på de otte andre Norm-lagre i Danmark som eksempelvis det i Esbjerg, skriver Bjarne Laustsen. 

Der er ellers flere statslige styrelser involveret i problemet, men ingen tager ansvaret. Det er i stedet de private firmaer, der får problemet i hænderne, og må opbevare det radioaktive affald under kontrol fra Sundhedsstyrelsen. Det skal der laves om på nu, skriver Bjarne Laustsen.

- Jeg skal derfor bede jer redegøre for, hvordan og hvornår regeringen har en samlet politik klar, der kan løse udfordringen, skriver han.

Bjarne Laustsen har netop sendt mailen til de seks ministre, og har endnu ikke fået svar.

Hvad er NORM-affald?

  • NORM står for Natural Occuring Radioactive Material, og er altså naturligt forekommende radioaktivitet fra undergrunden.
  • Når man borer efter olie og naturgas, kommer det radioaktive materiale med op fra undergrunden i form af sand eller slam, som aflejres i borerørene.
  • Sundhedsstyrelsen har faste grænseværdier for radioaktivt materiale, og hvordan man i givet fald må håndtere og opbevare dem.
  • Der findes i dag otte lokaliteter i Danmark, hvor der bliver opbevaret radioaktivt affald.

Seneste nyt

fra Nordjylland