Så' den gal igen: Havbad lavet om til sandkasse

Havbadet i Vorupør har ligget tilsandet hen i tre måneder, men efter påske vil Thisted Kommune igen bruge 100.000 kroner på at grave det fri - og det vil de blive ved med længe endnu.

Det var ikke kun Jesus forundt at gå på vandet - vil du selv prøve, skal du bare tage til Vorupør. Jo, den er god nok. Her er kan man nemlig igen-igen komme fuldstændig tørskoet over fiskerlejets stort anlagte havbad.

Havbadet har nu i to-trå måneder været forvandlet til en stor sandkasse, så vikinger og vinterbadere må undvære deres dukkert i bassinet ved Vesterhavet. Det oplyser Kaj Kirk, (DF), formand for Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune.

- Det er et rigtig stort problem for os, men efterhånden er det jo noget, der er blevet normalt for årstiden, siger Kaj Kirk.

Det er langt fra første gang, havbadet ved Vorupør bliver forvandlet fra bassin til sandkasse. Faktisk er det sket med jævne mellemrum, siden det blev åbnet i juli 2014. Og hver gang koster det Thisted Kommune mange penge at grave det fri igen. 

Sådan her skulle havbadet ved Vorupør have set ud.
Sådan her skulle havbadet ved Vorupør have set ud.
Foto: Allan Ekström

Det nuværende problem begyndte allerede ved juletid sidste år, hvor havbadet skulle have været brugt til en stor vinterbadefestival, men blev tilsandet på grund af stormen Urd. I den forbindelse blev der gravet et mindre hul fri, men siden har det også fået lov at sande til igen. Først efter påske vil en entreprenør sørge for, at sandet bliver fjernet, fortæller Kaj Kirk.

- Det koster godt 100.000 kroner at rense havbadet, så det er en dyr affære. Men vi synes stadig, det er pengene værd, fordi havbadet er sådan et aktiv for området og for nationalparken. Så vi opgiver det ikke, siger Kaj Kirk. 

Det betyder, at den oprindelige pris for havbadet på 13,5 millioner kroner får et nøk opad, hver gang storme eller kraftig blæst presser sand og drivtømmer op i bassinet. 

Noget, man ifølge de lokale, ville have kunnet undgå, hvis borgerne var blevet taget med på råd om havbadet i stedet for at overlade det til arkitekter.

- Jeg har svært ved at se, at vi kunne have placeret havbadet meget anderledes, end vi har gjort. Men når det så er sagt, har vi gang i et projekt sammen med blandt Kystdirektoratet, hvor vi tænker i at lave en tværgående mole fra den, der ligger der nu, så der på den måde bliver dæmmet for bølgerne og sandet, siger Kaj Kirk.

- Men det er også en investering i millionklassen, så det skal vi have tænkt rigtig godt igennem, tilføjer han.

Til gengæld er der godt nyt for Vorupørs cirka 50 vinterbadere - entreprenøren sørger for, at der i næste igen vil være mulighed for en dukkert i havbadet. 

Et par år i træk er Vorupør havbad blevet lukket af sand. Og det er godt træls, mener borgerne.

Seneste nyt

fra Nordjylland