Så er det hvalsæson i Blokhus: Finhvalens skelet er hjemme igen

De næste tre måneder kan turister og lokale, der lægger vejen forbi torvet i Blokhus endnu engang opleve skelettet af den finhval, der strandede på Blokhus Strand i februar 2016.

- Den kommer hjem igen, selvfølgelig. Det er her, den skal bo, siger Agnes Munch, da hun torsdag ser de to lastbiler, der kommer rullende med hver sin container fyldt med hvalskelet.

Hver container indeholder halvdelen af det 17 meter lange skelet af den finhval, som strandede ved Blokhus i februar 2016. Normalt har hvalskelettet hjemme på Nordsøen Oceanarium i HIrtshals, men tre måneder hvert år kommer det altså "hjem" til Blokhus til glæde for turister og lokale.

Og torsdag var det blevet tid til det årlige visit i Blokhus.

- Jeg vil ikke sige, at jeg har et personligt forhold til det, men jeg kalder den "Finn Hval", og det gør det da lidt personligt. Vi har det nok sådan her i Blokhus, at vi synes, at det er vores hval, siger Agnes Munch.

Delebarn på 3-9-ordning

Hun var nede på stranden og se den strandede hval i 2016, og da hvalens skelet første gang blev udstillet i foråret og sommeren 2017, var hun frivillig guide. Det betyder, at hun skal formidle viden om finhvalen til de mange besøgende. Den tjans har hun igen i år, når hvalen udstilles frem til 8. juli på torvet i Blokhus.

- Det er spændende. Alle dyr er jo interessante, men den her er så stor, siger hun.

Finhvalens skelet er lidt som et delebarn, der bor på Nordsøen Oceanarium otte måneder om året og på torvet i Blokhus i omkring tre måneder. 

Tidligere har politikere og andre lokale kræfter kæmpet for at få hvalen til Blokhus som et permanent trækplaster, men indtil videre er det altså en 3-9 ordning med oceanariet. Og det aftale er Agnes Munch egentlig også godt tilfreds med.

- Nordsøen Oceanarium har jo brugt rigtig mange penge på det. Det har Jammerbugt Kummune også, men hvis ikke det havde været for oceanariet, så havde skelettet slet ikke stået her. Så det er helt fair, at det er hos dem det meste af tiden, siger Agnes Munch og tilføjer.

- Desuden har jeg det lidt sådan, at på den her måde kan det gentage sig og gentage sig, og så har man begejstringen, hver gang, skelettet kommer. Og folk ved, at de skal komme i den periode, hvor hvalen er her. 

For to år siden strandede en 17 meter lang finhval ved Blokhus Strand. Siden er den blevet konserveret, og skelettet udstilles dels på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals og dels i Blokhus. Nu er hvalen for anden gang vendt hjem til Blokhus, hvor den er klar til påskens og forårets turist-rykind.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland