SF'er protesterer: Vanding med å-vand til landbruget kan skade naturen

Det er ikke et enigt byråd, der står bag beslutningen om at give landmænd strakstilladelser til at vande med vand fra åer og søer i Hjørring Kommune. Det slår SF's Jørgen Bing nu fast.

I Hjørring Kommune kan landmænd på rekordtid få tilladelse til at hente vand op på fra åer og søer og vande deres marker med dem. Årsagen er den tørre sommer, så Hjørring Kommune kan dække sig under force majeure-begrebet.

Det mener Danmarks Naturfredningsforening ikke, at man kan, og foreningen får nu opbakning fra SF'er Jørgen Bing, der sidder i byrådet i Hjørring Kommune. Han er imod, at man lader landmænd hente vand fra i forvejen hårdt prøvede vandløb. 

- Det bekymrer mig på grund af hensynet til miljøet, fordi naturen er hårdt trængt på grund af tørken. Mange vandløb og vandhuller står lavt eller er tørret helt ud, og det presser både dyrelivet i åerne og de dyr, der lever af livet i åerne. I den situation er jeg betænkelig ved at forværre situationen yderligere med sådan et tiltag her, siger Jørgen Bing til TV2 Nord.

Bekymret for fagligt grundlag

Han blev forundret over, at han som byrådsmedlem ikke var orienteret om den ændrede tilladelsesbehandling, men skulle læse om den i avsien.

- Så jeg blev selvfølgelig bekymret for, om de her lyntilladelser bliver givet med et tilstrækkeligt fagligt grundlag, siger Jørgen Bing. 

SF's Jørgen Bing er bange for, at Hjørring Kommune ikke har dokumentationen på plads for at give landmænd strakstilladelser til at vande deres marker med vand fra vandløb og søer.
SF's Jørgen Bing er bange for, at Hjørring Kommune ikke har dokumentationen på plads for at give landmænd strakstilladelser til at vande deres marker med vand fra vandløb og søer.
Foto: Hjørring Kommune

Derfor har han ad flere omgange forsøgt at råbe både Venstres Søren Smalbro, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget, og kommunaldirektøren i Hjørring Kommune op. Den 22. juli skrev han et åbent brev til hele byrådet, og dagen efter rettede han henvendelse til direktøren. Men uden det store held.

- Jeg har fået at vide, at vores Teknik- og Miljøafdeling er så ferieramt, at jeg ikke kan få svar på mine spørgsmål lige nu. Og det gør mig selvfølgelig kun endnu mere bekymret, siger Jørgen Bing.

- Naturen skal ikke betale regningen

Det er ikke, fordi Jørgen Bing ikke anerkender, at landbruget er hårdt ramt af tørken og derfor har brug for en håndsrækning. 

- Men jeg synes ikke, det skal ske på bekostning af naturen, som også er hårdt ramt, hvis ikke endnu hårdere ramt. Derfor kan man ikke bare sige, at det per automatik er naturen, der skal betale regningen her, siger Jørgen BIng.

Næste skridt bliver derfor at kontakte ministeriet for at finde ud af, om Hjørring Kommune uden videre kan begynde at give den slags strakstilladelser, der er blevet taget i brug i det her tilfælde.

- Når jeg spørger efter dokumentation for det juridiske grundlag, får jeg bare at vide, at det er en force majeure-situation. Så det lyder ikke, som om kommunen har det helt på plads, og jeg synes, det ville klæde os, hvis vi havde dokumentationen i orden, siger Jørgen Bing. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland