Sidste dag for Nordjyllands politidirektør: Det bliver vemodigt

Direktør hos Nordjyllands Politi Elsemette Cassøe har sidste dag i jobbet fredag, inden hun går på pension efter otte år som øverste chef.

I otte år har hun været øverste chef for Nordjyllands Politi og 800 ansatte. Fredag siger Elsemette Cassøe et vemodigt farvel til direktørposten, når hun går på pension.

- Det bliver en rigtig, rigtig festlig og glad dag, men det bliver også en rigtig vemodig dag, det er jeg helt klar over, og det kan jeg mærke allerede nu, at 40 års ansættelse inden for politi- og anklagemyndighed, der lærer man rigtig mange at kende og oplever mange ting, og det bliver svært at tage afsked med, siger den afgående direktør Elsemette Cassøe.

Elsemette Cassøe, der er født i Aalborg, er uddannet jurist fra Aarhus Universitet, og hun var statsadvokat, før hun blev den øverste chef for Nordjyllands Politikreds. Og selvom den ikke længere står på arbejde som politidirektør, så bliver der rigeligt at se til i hendes nye liv som penionist. 

- Først og fremmest skal jeg have bedre tid i kalenderen, jeg skal undervise lidt på universitetet, jeg skal sejle, jeg skal være i naturen og lave frivilligt arbejde i en forening. Og så skal jeg selvfølgelig også have meget tid med mine otte fantastiske børnebørn, siger Elsemette Cassøe, der fra 1. maj skal nyde en tilværelse som pensionist.


Seneste nyt

fra Nordjylland