To sigtet for ulovlig kystbeskyttelse ved sommerhuse i Lønstrup

En grundejerforening og to mænd på 66 og 37 år bliver nu sigtet for ulovlig kystbeskyttelse ved et sommerhusområde ved Lønstrup.

Det vakte forargelse og forbløffelse, da en gruppe sommerhusejere ved Lønstrup i december sidste år trodsede alle forbud og selv forsøgte at sikre deres sommerhuse på kanten af Vesterhavet ved at hælde beton ned over et beskyttet Natura 2000-område.

Det har nu også ført til, at Nordjyllands Politi har rejst sigtelser mod to mænd i sagen. Det drejer sig om to mænd på 66 og 37 år, skriver Nordjyllands Politi i en meddelelse.

Sigtelserne kommer, efter Kystdirektoratet anmeldte sagen til politiet den 4. januar i år. Politiet har siden anmeldelsen derfor efterforsket i sagen, og det er denne efterforskning, der nu har givet grundlag for, at politiet kan rejse sigtelser mod flere aktører for dels at overtræde kystbeskyttelseslovgivningen, dels for at overtræde naturbeskyttelsesloven. 

Det oplyser lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.

Politiet sigter Grundejerforeningen Sdr. Omfartsvej 314 og personligt to mænd på henholdsvis 66 år og 37 år, der er i familie med hinanden, for overtrædelserne.

- De sigtede har ikke ønsket at tage stilling til sigtelserne eller i øvrigt udtale sig til politiet, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Politiet anser efterforskningen i sagen for afsluttet, hvilket betyder, at sagen er sendt til Anklagemyndigheden til juridisk vurdering. Næste skridt bliver sandsynligvis en retssag. 

Overtrædelse af kystbeskyttelseslovgivningen og naturbeskyttelsesloven kan betyde store bøder på adskillige tusinder kroner, ligesom der kan blive givet påbud om oprydning af de arealer, der er blevet kystsikret ulovligt.

Kystdirektoratet glad for hurtig sagsbehandling

Hos Kystdirektoratet, der politianmeldte sagen, glæder sig man over sigtelserne.

- Jeg synes, det er rigtig godt, at politiet har handlet hurtigt, så jeg vil gerne sige stor tak til politiet for en hurtig sagsbehandling, siger områdechef hos Kystdirektoratet, Hans Erik Cutoi-Toft. 

Hos Kystdirektoratet har man anset sagen som meget alvorlig, fordi der er tale om omfattende skader på kysten, fortæller Hans Erik Cutoi-Toft. 

- Vi ser ikke sager som de her særlig ofte. De fleste søger og får tilladelse i forhold til lovens regler. Men her er der tale om et ret stort forhold, der ikke er blevet ansøgt, så derfor tager vi sagen meget alvorligt, siger Hans Erik Cutoi-Toft. 

Politiets vil nu overveje, om der også skal rejses sigtelser mod betonfirmaet Unicon, der blev bestilt til at hælde betonen ud over kystskrænten samt entreprenørfirmaet HS Dræning, der lejede en gravemaskine og en bulldozer ud til de formodede gerningsmænd. 


Seneste nyt

fra Nordjylland