Simon Spies' Lille Frede solgt til nordjysk rigmand

Den sorte Mercedes 600 –Lille Frede som Spies’ selv kaldte den - har udtjent sin pligt i Spies regi. Nu er iværksætteren Mads Peter Veiby den nye ejer.

Den har en del år på bagen. Men med de mange kilometer i hjulene kommer også en fantastisk historie om en bil, der af Simon Spies blev kaldt 'Lille Frede'.

Med den historie og med det samler-gen jeg har, måtte jeg bare eje den

Bilen udkom i 1964, og det tog ikke Simon Spies mange overvejelser, før han erhvervede sig den. Men det skulle ikke vare længe, før han udskiftede bilen med en lidt større en af slagsen - en Pullmann. Han kunne dog ikke nænne at kassere sin kære Lille Frede. Derfor besluttede den nu afdøde rejsekonge, at Lille Frede altid skulle køre bag den nye bil.  Hvis den store Pullmann punkterede eller brød sammen, havde han muligheden for at blive fragtet videre i Lille Frede.

Sådan lyder historien om Simon Spies Mercedes 600, fortæller sælgeren af bilen, MyGarage.

- Den har en fantastisk historie. Spies var og er et dansk iværksætter ikon og legende. Med den historie og med det samler-gen jeg har, måtte jeg bare eje den, siger Mads Peter Veiby.

Den sorte limousine har han anskaffet sig til den nette sum af 140.000 euro.

 
 
Foto: MyGarage

Men en bil med de år på bagen kræver også lidt kærlighed. Første gøremål, når Mads Peter Veiby får bilen i hus, er et besøg af en mekaniker. Men selvfølgelig ikke en hvilken som helst mekaniker. Nej, han har hyret  en pensioneret Mercedes-mekaniker tíl at tage vare på bilen.

 

Mercedes 600
6,3 liters V8 med 250 hk.
1. Reg.: 23-12-1964

Mercedes 600 var dengang en hidtil uset lukusbil med topmoderne teknologi og fuldstændig nytænkning. Prisskiltet var samtidig herefter.

Kilde: MyGarage

- Bilen kommer formentligt til nordjylland i næste uge. Men hvis jeg er heldig, får jeg den allerede i denne uge, lyder det fra Mads Peter Veiby.


Seneste nyt

fra Nordjylland