Skagen Havn har krydstogtrekorder i sigte

I 2017 sætter Skagen Havn rekord med 31 anløb og godt 39.000 krydstogtgæster. En passagerrekord der allerede bliver overgået i 2018.

Skagen Havn ser frem til krydstogtsæsonen 2017, og det er ikke uforståeligt. Havnen har nemlig modtaget bookinger af 31 krydstogtanløb, som med sig har omkring 39.000 gæster.

Krydstogtsæsonen 2017 bliver dermed den største i Skagen nogensinde.

- Det er meget glædeligt, og vi kan nu for alvor se effekten af den nye krydstogtkaj i Skagen, som vi indviede i 2015. Samtidig ser vi det som et resultat af vores løbende arbejde med destinationsudvikling i tæt samarbejde med Turisthus Nord og vores krydstogtnetværk – Cruise Skagen, siger havnedirektør Willy B. Hansen i en pressemeddelelse.

I 2016 havde Skagen Havn 13 krydstogsanløb, og hvis man sammenligner det med sæsonen i 2017, er det en stigning på over 100 procent. Hvis man ser på antallet af gæster i 2017 i forhold til 2016, er antallet næsten firedoblet, idet der i 2016 har været knap 11.000 gæster.

Successen ser ud til at fortsætte. Skagen Havn kan nemlig også se frem til krydstogtsæsonen i 2018, hvor de igen vil slå rekord.

- Krydstogtrederierne begynder nu at placere anløb af større og større skibe i Skagen, og vi er meget begejstrede og glade for den tillid, som rederierne på denne måde viser både Skagen Havn og Skagen by. Der er ingen tvivl om, at den øgede volumen vil få en meget positiv effekt ikke bare for Skagen, men også for hele vores kommune, siger Willy B. Hansen.

Indtil videre er der anmeldt 28 krydstogtanløb med over 58.000 gæster i 2018, og der forventes endnu flere anløb. 


Seneste nyt

fra Nordjylland