Skagen-restaurant politianmeldt for tredje gang: - Mister jeg min bevilling?

Sæsonens sidste koncert på Skagen Fiskerestaurant kastede endnu en politianmeldelse af sig. Restauratøren ved ikke, hvilke konsekvenser anmeldelserne kan få.

Restauratør Jesper Winter, der ejer Skagen Fiskerestaurant, har tirsdag modtaget sommerens tredje politianmeldelse.

Afsenderen på den seneste - og de øvrige anmeldelser - er Frederikshavn Kommune, der i deres arbejde med at kontrollere støjniveauet i Skagens pulserende sommer-natteliv har konstateret overskridelser af de tilladte støjgrænser, der er fastsat i restaurationsforskriften, på den populære restaurant. 

Siden sommerens begyndelse har Jesper Winters restaurant budt på 10 musikarrangementer, men restauratøren har kun haft dispensation til at overskride de fastsatte støjgrænser syv gange, og de tre politianmeldelser, han nu er indehaver af, overrasker ham derfor ikke.

- Vi forventede jo nye regler på området til denne sæson, men de kom ikke. Jeg brugte tre af mine 10 dispensationer i påsken, men havde allerede booket 10 koncerter til sommeren, så jeg vidste godt, de tre ville være ulovlige, hvad angår støjen. Jeg har bare ikke haft mulighed for, rent økonomisk, at rette ind. Jeg har kunstnere for over en million kroner i løbet af sæsonen, og hvis jeg skulle aflyse, ville det koste mig rigtig mange penge, fortæller Jesper Winter.

Lørdag var det en akustisk koncert med Erann DD, der overskred støjgrænserne. Troubadouren koncert markerede den musikalske slutning på sæsonen, og Jesper Winter skal dermed ikke frygte flere politianmeldelser om støj denne sommer. Tilbage står han nu i uvished.

- Det er aldrig rart med politianmeldelser. Jeg synes selv, jeg er en lovlydig borger, men sådan føler jeg mig ikke, når jeg bliver anmeldt for det her. Samtidig aner jeg ikke, hvad det kommer til at betyde for mig. Der er ingen, der kan fortælle mig, hvilke konsekvenser, det får. Mister jeg bevillingen? Får jeg dagbøder? Hvad sker der? Jeg har spurgt både kommunen og politiet, og ingen ved noget som helst, siger Jesper Winter. 

Politikerne i Frederikshavn Kommune vedtog kort før sæsonen - efter mange måneders debat og arbejde - et nyt regelsæt for dispensationer hvad angår koncerter i Skagen, men det gælder først fra næste sæson, og ville, selvom det var blevet indført med øjeblikkelig virkning, ikke have hjulpet Jesper Winter, da der stadig kun er 10 dispensationer at indhente.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til historien fra Anders Brandt Sørensen (Soc.dem.), der er formand for kommunens Plan- og Miljøudvalg, da han holder ferie.


Seneste nyt

fra Nordjylland