To restaurationer i Skagen politianmeldt efter støjmåling

Frederikshavn Kommune har politianmeldt to restaurationer i Skagen for at spille for høj musik.

Henover sommeren vil der blive holdt skarpt øje med støjniveauet fra restaurationer i Skagen. Det sker efter en række klager over udendørs musik i Skagen sidste sommer.

Den første kontrol har ført til, at to restaurationer nu er blevet politianmeldt. Det skriver Kanal Frederikshavn.

Frederikshavn Kommune foretog støjmålinger fredag 16. og lørdag 17. juni. Målingerne viste, at de to restaurationer Skagen Bryghus og La Familia overskred støjgrænserne. De er derfor blevet politianmeldt.

Efter klagerne i 2016 vil kommunen forebygge flere klagesager over støj fra udendørs musik i sæsonen 2017. Derfor besluttede byrådet i Frederikshavn at intensivere tilsynet med udendørs musik i Skagen by. Eventuelle overskridelser af de fastsatte støjgrænser i Restaurationsforskriften bliver politianmeldt.

- Forvaltningen har fulgt op på den beslutning, som byrådet har truffet om øget kontrol. Kommunen har som miljømyndighed ansvar for at kontrollere, om miljøreglerne i kommunen overtrædes, og det gør vi også i denne sag, siger Anders Brandt Sørensen (S), der er formand for Plan- og Miljøudvalget, til Kanal Frederikshavn.

Der blev ikke konstateret overskridelser andre steder, da Center for Teknik og Miljø i Frederikshavn Kommune var på kontrolbesøg i Skagen.

Støjmålingerne gennemføres løbende på vilkårlige tidspunkter på dage, hvor der formodes at være udendørs musik i Skagen, dog med undtagelse af uge 26, hvor der er Skagen Festival, oplyser Frederikshavn Kommune.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland