Skagens Kunstmuseer køber to værker til samlingen

Anna Anchers 'Dagens Møje' viser, hvordan de to søstre hviler sig efter en anstrengende dag på hotellet, som Hulda og Marie drev sammen med deres bror Degn Brøndum. Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner

1 af 2

Skagens Kunstmuseum udbygger samlingen med to værker af Anna Ancher og Laurits Tuxen.

På en auktion i København tirsdag har museet erhvervet Anna Anchers Efter Dagens Møje fra 1917. Maleriet er et af de meget få værker med Anna Anchers søstre Hulda og Marie Brøndum som motiv. Det viser hvordan de to søstre hviler sig efter en anstrengende dag på hotellet, som Hulda og Marie drev sammen med deres bror Degn Brøndum.

- Blandt de 413 oliemalerier af Anna Ancher i Skagens Kunstmuseers samling er det kun to der har en eller begge de to søstre som motiv. Derfor er vi glade for, at vi nu har kunnet supplere samlingen med dette lille maleri, siger direktør Lisette Vind Ebbesen, Skagens Kunstmuseer.

Kunstværket var af auktionshuset Bruun Rasmussen vurderet til mellem 80.000 og 100.000 kr. Det fik hammerslag ved 75.000 kr.

På samme auktion har Skagens Kunstmuseer også købt Laurits Tuxens Aftenstemning over havet ved Skagen fra 1911. Det var vurderet til mellem 40.000 og 50.000 kr. og fik hammerslag ved 35.000 kr.

Maleriet er fra et tidspunkt i Tuxens karriere hvor han tillader sig selv at eksperimentere kraftigere med farver og med vildere, mere pastose penselstrøg.

- Det er et eksempel på at Tuxen bryder med traditionen fra studietiden hos bl.a. Léon Bonnat i Paris. Derfor er det af stor kunsthistorisk relevans for museets ansvarsområde, siger Lisette Vind Ebbesen.

Begge værker blev erhvervet med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.

  Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Flere nyheder fra TV2 Nord