Skifergasprotest på museum

Hver dag i 428 dage stillede mennesker sig op og sang foran porten til prøveboringen efter skifergas i Dybvad. Nu åbner en udstilling om protesten.

Et stykke nutidshistorie kan fra den 1. juli opleves på Kystmuseet i Sæby. Her åbner en udstilling om den protestcamp, der blev etableret i forbindelse med Totals prøveboring efter skifergas ved Dybvad.

Efter 428 dage besluttede Total at indstille prøveboringerne, da de ikke fandt skifergaslaget tykt nok til kommerciel indvinding. Den sidste sang blev sunget og Total Protest Camp blev nedlagt, ligesom pladsen, hvor prøveboringen havde fundet sted, af Total blev ført tilbage til sin oprindelige tilstand.

Kystmuseet var i den forbindelse på besøg i lejren, for at få overdraget arkivmaterialet og hjemtage enkelte genstande, der belyser historien bag protestlejren i Dybvad. Ved samme lejlighed fik museet overdraget Totals informationstavler, der var placeret ved borepladsen. Det er der nu kommet en lille udstilling ud af, som vises på museet i Sæby fra d. 1. juli.

Udstillingen åbnes torsdag d. 30. juni kl. 16.30 af Greenpeaces klima- og energiekspert, Tarjei Haaland. På Talerlisten er også Anne-Marie Kristensen fra Total Protest Camp.

Kystmuseet har også indbudt Total til at tale ved åbningen af udstillingen, men Total oplyser til museet, at kontorerne i både Sæby og København er nedlagt og firmaet således ikke længere er til stede i Danmark og derfor ikke kan sende en repræsentant.


Seneste nyt

fra Nordjylland