Skoleballade i Vesthimmerland

Normalt hører vi om forældre, der kæmper for at bevare deres små skoler, men i Vesthimmerland er det lige modsat. Her vil en gruppe forældre have deres børn på den store skole i Farsø i stedet for den lille landsbyskole. Og det skaber et nyt dilemma.

En gruppe forældre i Vesthimmerland mødtes onsdag aften med deres byrådspolitikere for at presse dem til at indføre et tredje spor på kommunens store skole i Farsø, så der også kan blive plads til deres børn på den skole, men politikerne siger foreløbig nej.

- Det kalder jeg ikke et frit skolevalg, siger Anne-Mette Brunsvig, mor til to børn og blandt de protesterende forældre.

Familien Brunsvig hører egentlig til i Ullits skoledistrikt, men forældrene fravalgte allerede den mindre skole, da de valgte dagpleje og børnehave i Farsø

- Vores datter venner og hele hendes netværk er i Farsø. Og så er der er også et større og bedre fagligt indhold på den store skole, siger Anne-Mette Brunsvig.

For byrådspolitikerne rejser forældrenes krav et helt nyt dilemma, for byrådet har ikke pligt til at tage elever udefra ind på den store skole.

- Det er den omvendte verden. For to år siden talte forældrene varmt for de små skoler. Nu bliver det byrådet, der kommer til at tage diskussionen og afgøre, om der skal oprettes et tredje spor på Farsø Skole, og vi kommer til at tage hele struktur-debatten igen. Det koster nemlig en halv million kroner om året at oprette den ekstra klasse, og de penge skal måske på et tidspunkt tages ved at lukke en mindre skole, siger Henrik Dalgaard (K), formand for børne- skoleudvalget i Farsø.

Børne- og skoleudvalget overvejer at advare forældrene, hvis de vælger Farsø helt fra start, når børnene skal i dagpleje og børnehave - sådan at de på forhånd ved, at børnene måske ikke får lov til at fortsætte på Farsø Skole.. Men Anne Mette Brunsvig vil ikke lade sig stoppe.

- Jeg flytter med den ældste datter til Farsø de første måneder af skoleåret, for så får hun ret til at gå i skole i Farsø. Så kan vi altid flytte tilbage efter nogle måneder, siger Anne Mette Brunsvig.

Flere nyheder fra TV2 Nord