Skolebørn omdanner rågeunger fra plageånder til menneskeføde

En gruppe femteklasseselever fra Skolecenter Hirtshals var i sidste uge med til at skyde rågeunger i Svanelunden i Hjørring. Børnene er en del af et projekt, som skal bringe dem mere ud i naturen, og fredag fik de lov til at tilberede og smage de råger, de var med til at jage.

Det er en uvant opgave, eleverne fra Skolecenter Hirtshals fredag formiddag har fået i Danmarks Jægerforbunds telt på Naturmødet i Hirtshals. De rågeunger, de var med til at skyde i sidste uge, skal gøres klar til servering.

- Nu skal vi til at skære den ud i små smagsprøver, så folk kan prøve at smage sådan en god fugl, siger Viktor Christensen, der går i femte klasse på Skolecenter Hirtshals.

Rågeungerne er blevet skudt, fordi bestanden er blevet så stor, at lokale jægere har fået lov til at regulere den. Femteklasseseleverne fra Hirtshals har fået lov at følge med fra nærmeste hold for at få et større indblik i, hvad natur egentlig er for en størrelse.

- Min far tog mig med ud i naturen, men det er måske ikke alle, der har den mulighed, at der er en forælder, der tager en med, fortæller naturvejleder Franz Holmberg.

Børn bliver kvikkere af at være i naturen

En undersøgelse viser, at danske børn i dag kun tilbringer halvt så meget tid i naturen, som deres bedsteforældre gjorde. Det er et problem, mener en hjerneforsker.

Hvad ville der ske med børnene, hvis de kom mere ud?

- Vi vil få gladere og sundere børn. Vi ved allerede, at børn, der bor tæt på naturen, har færre allergiske sygdomme, end børn, der bor inde i byen. De to ting alene er vigtige, men fysisk sundhed giver også mental sundhed, så vi får også kvikkere børn, siger hjerneforsker Kjeld Fredens.

Skoleeleverne kan suge masser af læring til sig i mødet med naturen. Derfor håber SF's naturordfører Trine Torp, at flere unge vil tage en pause fra Facebook og YouTube for at komme ud i den.

- Jeg synes ikke, at man skal lave en kunstig opdeling af den digitale og den naturlige verden, fordi for børn er de to ting det samme. Vi skal tværtimod bruge de medier, som børnene i forvejen færdes på, til at formidle naturen. Så kommer de også derud, siger Trine Torp (SF).

Dagens ret er klar til servering. Nu venter den endelige dom over rågebryst i flødesovs.

- Det smager meget af kalkun. Det er rigtig godt, siger Viktor Christensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland