Skrappere tilsyn med botilbud

Det skal være slut med at kommunerne betaler i dyre domme for dårlige tilbud til udsatte børn og voksne.

Der er alt for mange eksempler på, at kommunerne bliver snydt så vandet driver, når det handler om sociale botilbud for udsatte børn og voksne.

Ofte er tilbuddene både for dyre og for dårlige, mener social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S). Hun præsenterer onsdag regeringens udspil til en tilsynsreform, som skal rette op på problemerne.

- Desværre har vi set mange eksempler på, at børn og unge ikke er blevet godt behandlet de steder, man har anbragt dem, siger Karen Hækkerup til Ritzau.

I Nordjylland har opholdsstedet Solhaven i Farsø været udsat for megen kritik. Opholdsstedet har været under anklage for at udsætte de unge anbragte for vold - og for at bruge mange penge på dyre biler og direktørlønninger. Efter sagen kom frem har socialministeren givet udtryk for sin utilfredshed med kommunernes kontrol af opholdsstederne.

Med nye regler i reformen "Et nyt socialtilsyn - Bedre kvalitet for udsatte børn og voksne", bliver der stillet langt mere præcise krav til kommunernes tilsyn, end tilfældet er i dag.

- I dag følger kommunerne ikke altid op på hinandens oplysninger om, hvordan stederne fungerer, men der er heller ikke nogen særlige krav til, hvad man egentlig skal kunne, før man får lov til at tage vare på nogen af samfundets aller svageste, siger Karen Hækkerup.

Det vigtigste med det nye socialtilsyn, som er en del af socialreformen, er ifølge Karen Hækkerup at sikre en høj kvalitet i alle botilbud, men det handler også om, at kommunerne ikke skal tages ved næsen økonomisk.

Derfor lægger tilsynsreformen op til at oprette større fælleskommunale tilsynsenheder, som har juridisk og økonomisk kompetence til at gennemskue komplicerede selskabskonstruktioner, som alene er udtænkt for at malke de offentlige kasser mest muligt.

Det handler ikke mindst om de såkaldte sær- eller enkeltmandsforanstaltninger, som der findes cirka 300 af i Danmark i dag, og som koster de danske kommuner cirka 870 millioner kroner årligt.

De nye regler betyder blandt andet, at tilbuddene bliver forpligtet til at udarbejde en årsrapport med økonomiske nøgletal for tilbuddet samt alle andre relevante økonomiske oplysninger.


Seneste nyt

fra Nordjylland