Slagter Munch præsenterer rekordoverskud efter salg til Tulip

Nyt regnskab afslører, at familien Munch i Skagen solgte slagterforretningen for 10 millioner kroner til Tulip.

Selv om Munch-familien i Skagen gik stille med dørene om gevinsten ved salget af det velrenommerede Slagter Munch i slutningen af 2016, er beløbet alligevel sluppet ud.

Mandag præsenterede Munch-familiens selskab, Munch Skagen Holding ApS, nemlig regnskab for 2017, og det har afsløret et rekordhøjt overskud på 10,1 millioner kroner efter salget af slagterforretningen til Tulip og Danish Crown.

Normalt ligger virksomhedens overskud på cirka en million kroner om året før skat. Ifølge JP Finans tyder tallene på, at det er provenuet af salget, der udgør hele overskuddet.

Kvalitet under nyt brand

Salget af Skagens traditionsrige slagterforretning på Sct. Laurentii Vej 1 blev offentliggjort den 4. november 2016, og dengang lød de beroligende ord fra Jens Munch, at der ikke ville blive ændret på noget i butikken - heller ikke opskrifterne. 

- For os her i Skagen er kvalitet kendetegnet ved, at en dygtig håndværker laver det bedste produkt, han kan – med de bedste råvarer, der findes. Sådan har det altid været hos Slagter Munch, og sådan vil det stadig være fremover – og som en del af Tulip Food Company kan vi nå endnu længere med vores ambitioner, sagde Jens Munch, der i forbindelse med salget lod den daglige ledelse af slagteriet overgå til døtrene Line og Marie Munch.

Slagter Munch har haft til huse i Skagen i 112 år og ledes nu af den fjerde generation af Munch'er.


Seneste nyt

fra Nordjylland