Slut med parkering - Kommunen har solgt pladserne

Beboerne på et kollegium på havnen i Aalborg er frustrerede over at kommunen har solgt parkeringspladserne foran deres boliger til et nærliggende hotel.

Parkeringspladserne foran Bikuben Kollegiet er helt tomme. Alligevel må Mehmet Karakulak og kollegiets andre beboere ikke parkere her med deres biler. Det ville ellers lette tilværelsen for især kollegiets børnefamilier.

- Det er lidt komisk at man ikke må holde her, når de ikke bliver brugt alligevel. Jeg har en lille baby, og når man handler, så er det lidt svært at skulle gå flere hundrede meter til bilen, siger Mehmet Karakulak.

I årevis har der været fri parkering for alle foran Bikuben Kollegiet. Men nu har kollegiets nabo First Hotel købt de 18 parkeringspladser foran kollegiet af Aalborg Kommune, og derfor må kollegiets beboere ikke parkere her længere. Indtil nu har hotellet nemlig kun haft otte parkeringspladser og det gav ofte parkeringskaos.

- Det her kaos har afstedkommet, at vores gæster har været meget utilfredse. Hvis der er noget, vi lever for, så er det vores gæster, så derfor har vi reageret på det. Vi har lavet en aftale med kommunen om at overtage de her pladser, siger Morten Christiansen, direktør på First Hotel i Aalborg.

En parkeringsplads i Friis Shoppingcenter, som er det nærmeste parkeringshus, koster 1150 kroner om måneden. Det synes Mehmet er for dyrt, når han er studerende.

quote Det er lidt komisk at man ikke må holde her, når de ikke bliver brugt alligevel. Jeg har en lille baby, og når man handler, så er det lidt svært at skulle gå flere hundrede meter til bilen.

Mehmet Karakulak, beboer, Bikuben Kollegiet

- Er det ikke bare sådan det er, når man bor midt i byen. Kunne I ikke lade være med at have bil? Det burde ikke være sådan at man ikke kan have bil bare fordi man bor i midtbyen. Jeg synes, der skal tages hensyn til alle beboere, siger Mehmet Karakulak.

Hans Henrik Henriksen (Socialdemokratiet), der er rådmand for By- og Landskabsforvanltningen i Aalborg Kommune, ser ikke noget problem i at kommunen pludseligt vælger at sælge en parkeringsplads, hvor der i årevis har været fri parkering. Kommunen har valgt at sælge parkeringspladserne til First Hotel, fordi man har været meget optaget af at løse de parkeringsproblemer hotellet har haft. Han mener ikke at det er urimeligt at folk, der bor i midtbyen må gå i ti minutter for at parkere bilen.

Det er efterhånden ret svært at være bilejer og bo i Aalborgs midtby. Det mener beboere på et kollegium, der er raget uklar med det hotel, der er deres nærmeste nabo. Hotellet har nemlig nemlig købt parkeringspladserne, og nu er de kun for hotellets gæster

- Det er svært at parkere, når du vælger at bo i en stor by. Det er et grundvilkår. Når man vælger noget til, må man nogen gange vælge noget fra. Så er det ikke nemt at få bilen til at stå lige uden for døren, siger Hans Henrik Henriksen.

Beboerne på kollegiet håber på, at de kan få lavet en parkeringsaftale med First Hotel, og det er direktøren ikke helt afvisende overfor.

- Det afhænger af det mønster, vi kommer til at se i parkeringen. Det, der er vigtigst for mig, er, at vores gæster får parkering. Men der er en lille åbning til dialog (med kollegiet, red.) og så må vi tage den derfra, siger Morten Christiansen.

Som andre bilejere i byen er Mehmet nu hver dag på jagt efter tre meter fri kantsten. Han har fundet et midlertidigt sted, hvor en parkeringsvagt har fortalt ham, at kommunen har glemt at stille et ”parkering forbudt”- skilt op.

- Jeg vil ikke sige, hvor det er, for så er der sikkert mange andre, der vil parkere der, siger Mehmet Karakulak.


Seneste nyt

fra Nordjylland