Slut med ulve-frygt: Flere partier vil hegne ulven ind

Socialdemokratiet foreslår, at ulvene kan samles i reservater i Tyskland eller i Danmark - et forslag, der er opbakning til fra flere partier.

Det skal være slut med ulve, der går frit rundt i naturen i Danmark. Det mener Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som nu foreslår at hegne ulvene ind i reservater i enten Danmark eller Tyskland.

Det skriver TV2.

- Danmark er entydigt for lille til et rovdyr som ulven. Vi vil ikke acceptere, at et rovdyr skaber så stor frygt og utryghed for mange mennesker, siger miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S) til Avisen Danmark.

quote Danmark er entydigt for lille til et rovdyr som ulven. Vi vil ikke acceptere, at et rovdyr skaber så stor frygt og utryghed for mange mennesker.

Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet

- Vi foreslår, at man får indfanget de vilde ulve og sørger for, at de bliver indhegnet. Det kan foregå i reservater i Tyskland eller måske i Danmark, tilføjer han.

Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Karina Due bakker op og foreslår, at man sender de danske ulve til Frankrig, hvor myndighederne tilsyneladende gerne vil have flere.

- Fritvandrende ulve gør folk bange

Forslaget fra Socialdemokratiet kommer efter flere meldinger om ulveangreb på dyr i Jylland. I Nordjylland er der indtil videre sket tre bekræftede angreb på får, to ved Aggersund og et ved Bjergby i Vendsyssel. Og siden nytår har forfærdede landmænd meldt om i hvert fald en håndfuld episoder, hvor rådyr og kalve har været udsat for mulige angreb af ulve. 

Hos formanden for Ulvefrit Danmark, Kim Paulsen, giver Socialdemokratiets forslag god mening. Han siger til TV 2, at han umiddelbart er positivt stemt over for idéen.

- Det er et udmærket forslag, hvis ulven kan blive holdt under kontrolleret opsyn, men grundlæggende er vi af den holdning, at ulvene ikke hører hjemme i Danmark, siger Kim Paulsen.

- Den fritvandrende ulv gør folk bange. Mange tør ikke længere dyrke mountainbike på stier i skovene alene, eller gå ture i den fri natur, fastslår formanden for Ulvefrit Danmark til TV2. 

Ifølge Kim Paulsen findes der i øjeblikket i omegnen af 25 vilde ulve i Danmark. Han påpeger, at antallet hurtigt kan fordobles, hvis ulvene fortsat får lov til at gå frit omkring, da de er meget parringslystne. Og hvis bestanden når op på et par hundrede, vil det have store konsekvenser, da ulvene kan skabe betragtelige skader på får, smågrise og køer.

Minister bakker op

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) bakker ligesom Dansk Folkeparti op om Socialdemokratiets forslag om at hegne ulve ind. 

- Jeg ved, at mange er utrygge ved ulven i den danske natur, og jeg forstår deres bekymring, siger Esben Lunde Larsen til TV2. 

- Jeg er allerede i gang med at undersøge, om vi kan indhegne ulven, så befolkningen i de områder, hvor den i dag færdes, ikke skal være utrygge, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland