Chok i Hjørring: - Sommerhusejerne bliver sorteper

Venstreformanden for teknik- og miljøudvalget i Hjørring raser over regeringens udspil om kystsikring: - Det er en mavepumper af karakter, og regningen ender hos sommerhusejerne.

Både kommunalpolitikere og sommerhusejere havde set frem til regeringens nye udspil om kystsikring. Men forslaget får en iskold modtagelse i det nordjyske, hvor skuffelsen er tydelig. 

- Jeg er chokeret, rystet og helt uforstående over regeringens udspil. Det gør mig gal, at man slet ikke skeler til den kystrapport, som regeringen selv bestilte og fik leveret i 2016, hvori der står, at Hjørring Kommune og en strækning på Nordsjælland er hårdest ramt, siger en fortørnet Søren Smalbro, der er Venstre-formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune. 

Regeringens kystudspil lægger op til at bruge 90 millioner kroner mere årligt fra 2020 til 2024 på de fire fællesaftaler, hvor der i forvejen kystsikres langs 110 kilometer mellem Lodbjerg og Nymindegab, 5,6 kilometer ved Blåvand, 1,1 kilometer ved Lønstrup og 4,6 kilometer ved Grenen. 

Jo længere tid vi venter med at lave noget ordentlig kystsikring, jo større bliver regningen, siger Søren Smalbro om situationen i Lønstrup.
Jo længere tid vi venter med at lave noget ordentlig kystsikring, jo større bliver regningen, siger Søren Smalbro om situationen i Lønstrup.

Dertil lægger man to gange 30 millioner i en pulje, der kan søges af alle kommuner. 

- Det kan godt være, at jeg er partifæller med dem i regeringen, men vi er bestemt ikke meningsfæller. Det her forslag er helt uforståelig og en mavepumper af format, siger han. 

Smalbro: Sommerhusejerne må til lommerne

Fællesområderne modtager i forvejen knap 100 millioner årligt. Beløbet bliver altså næsten fordoblet, og dertil kommer to puljer á 30 millioner kroner, som kommunerne kan søge i 2020 og 2021. 

- Det er jo småpenge i forhold til, hvad det koster at kystsikre, og det vi kan afsætte i kommunen er jo ingenting. Derfor kan vi ikke gøre meget andet, end at sandfodre, hvor vi plejer. Regningen ender hos lodsejerne, der selv må betale, hvis de vil kystsikre - så det er noget af en mavepumper, at vi slet ikke er betænkt, siger Søren Smalbro om regeringsudspillet. 

Han og kommunen har ellers mødt stor forståelse hos skiftende ministre og partiledere. 

- Enhver minister og folketingspolitiker med respekt for sig selv de sidste 10-15 år har jo været på besøg hos os, travet rundt i klitterne og lovet gøre noget ved problemet. Men der sker jo ikke noget. 

Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl besøgte i januar det sommerhusområde i Lønstrup, hvor sommerhusejerne selv ulovligt har kystsikret.

Han forudser derfor, at erosionen på kommunens kyster fortsætter. 

- Det her forslag kommer til at betyde, at der ikke sker nogen sikring de næste fire-fem år, og at grundejerne bliver sorteper - specielt i de udsatte områder, siger Søren Smalbro.

Havets erosion af kysten ved Lønstrup fik tidligere på året sommerhusejeren til at hælde cement udover skrænten på skrænten i det Natura2000-beskyttede område. 

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland