Søvnig kok reddet ud af røgfyldt lejlighed

En ung mand fra Nørresundby var lørdag eftermiddag faldet i søvn fra sin madlavning og måtte reddes ud af sin lejlighed af røgdykkere.

Præcis hvad det var, en ung mand fra Nørresundby lørdag havde bestemt sig for at lave af mad, melder historien ikke noget om. Men efter at have startet ovnen var han gået i seng og var faldet i søvn fra sin madlavning og den røg, der begyndte at sprede sig fra ovnen.

Derfor måtte Nordjyllands Beredskab klokken 13.45 rykke ud til Arkildsdal i Nørresundby. Bekymrede naboer havde hørt røgalarmen og forsøgt at banke på lejlighedens dør, men ingen havde svaret - og derfor havde de ringet 112.

- Der var heller ikke nogen, der svarede, da vi bankede på, og så måtte vi jo bryde døren op for at komme indenfor. Og her bliver vi så mødt af en masse mados og den unge mand, der ligger og sover fra det hele inde i sin seng, fortæller indsatsleder Nils Eltzholtz fra Nordjyllands Beredskab.

Beboeren selv havde hverken bemærket røgen eller hørt alarm eller banken på døren, og han blev hjulpet ud af beredskabets røgdykkere og tilset af ambulancereddere, der var nået frem.

- Men der var heldigvis ikke sket noget alvorligt med manden. Han ville ikke med på skadestuen og blev da også clearet af ambulanceredderne, så han kunne få lov at blive derhjemme. Det er kun lejligheden, det er gået lidt ud over, siger Nils Eltzholtz.

Udover en ny hoveddør får lejlighedens søvnige beboer nok også brug for en god omgang rengøring - både af ovnen med det forkullede mad og af lejligheden, som lige nu ikke lugter ret godt, fortæller indsatslederen.


Seneste nyt

fra Nordjylland