Sort Toyota Yaris efterlyses

Nordjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med den bilist, der mandag formiddag klokken 10.30 kørte hen over torvet mod havnen i Nibe. Bilen kørte nemlig lige bagved den knallert, som gerningsmanden til bankrøveriet i Spar Nord flygtede på.

Sporet efter gerningsmanden til bankrøveriet mod Spar Nord i Nibe i formiddags stopper ved lystbådehavnen. Her smed bankrøveren nemlig den knallert, som han tog flugten på og fortsatte på en anden, endnu ukendt knallert.

Hen over torvet i Nibe kørte en sort Toyota Yaris lige efter bankrøveren, og politiet vil meget gerne i kontakt med føreren af denne bil.

Røveren kom ind i Spar Nord omkring 10.30 og truede med et oversavet jagtgevær personalet til at udlevere et endnu ukendt beløb af både dansk og udenlandsk valuta.

Han bar en hvid overtrækshue af den slags, man normalt har inden under en motorcykelhjelm.

Derudover var han iklædt en mørk jakke og mørke bukser med hvide striber.

Han beskrives som cirka 30 år, 185 cm høj og slank af bygning.

Han havde en Nike sportstaske med sig, hvor han havde det oversavede jagtgevær i, og som han efterfølgende tog pengene med i.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland