Sover i telt et helt år

Et søskendepar fra Støvring har sovet udenfor i 360 dage. De glæder sig til at blive færdige med projektet til nytår.

Snorky hedder det spejdermærke, som søskendeparret Markus Hjort Kristiansen og Malene Hjort Kristiansen fra Støvring er i gang med at erhverve sig. 

De har sovet i telt i snart et helt år.

-Den koldeste nat var den 4. februar. Der var vi oppe på 23 minusgrader, husker Markus Hjort Kristiansen på 13 år.

De har begge to været spejdere i mange år, og missionen her er da også en af de større.

- Man skal sove i telt i 365 dage. Man må have seks inde dage, hvor man må sove indenfor. Men ellers skal man sove i telt, shelter, bivuak eller under åben himmel, siger 18-årige Malene Hjort Kristiansen.

For at holde varmen har de to haft brug for både soveposer, dyner, huer og ekstra tøj om natten. 

- Jeg har gjort det for at bevise over for mig selv, at jeg kan mere, end jeg går og tror. Jeg har altid været en af dem, der ikke har været den bedste til tingene. Så nu er der noget, jeg så god til, og det er så at være udholdende, siger Markus Hjort Kristiansen.

Forude venter snart den officielle belønning: Et spejdermærke i den ekstreme klasse: Snorky-mærket.

Søskendeparret fastholder, at år 2012 har været en god udendørs oplevelse. Alligevel, er de begge glade for, at sidste nat i projektet nærmer sig.

- Vi har seks dage tilbage, så vi glæder os meget til at komme ind nu, siger de.

Markus har allerede planlagt det næste projekt, som er, at han skal gå i shorts i ét år.


Seneste nyt

fra Nordjylland