Staten ødelægger ægteskab

De fandt lykken på internettet, men nu gør lovgivningen det umuligt for et dansk/amerikansk ægtepar fra Kaas at leve sammen i Danmark

Harold Langford er pensioneret politi og militærmand fra USA. Sidste år mødte han Annique Langford på internettet. De skrev mails og snakkede sammen i telefonen. I februar i år kom Harold til Danmark og de blev gift en uge senere.

Harold modtager pension fra militæret og kan dermed forsørge sig selv. Annique modtager kontanthjælp på grund af diverse psykiske lidelser, men netop det at hun modtager sociale ydelser har været afgørende i afslaget på permanent opholdstilladelse til Harold.

Loven siger nemlig, at ingen i hustanden må have modtaget sociale ydelser de sidste tre år, hvis der søges om opholdstilladelse til en person i hustanden. Så selvom Harold Langford kan forsørge sig selv, så må han efter alt at dømme forlade Danmark på lørdag, når hans tilladelse til at opholde sig i landet ophører.

- De behandler mig som skidt, jeg forstår det ikke. Det er som om de ikke betragter os som mennesker, men blot som et stykke papir der bare skal sendes videre i systemet, siger Harold Langford til TV2/Nord.

Han har nu sat en advokat på sagen, og håber at han inden lørdag kan få omstødt dommen, så han kan blive boende sammen med konen i Kaas. Og fra et nordjysk folketingsmedlem møder Harold Langford opbakning.

- Jeg er af den opfattelse, at hvis folk kan klare sig selv og ikke er en byrde for samfundet, så skal de have lov til at blive her. I dette tilfælde vil det være forkert at bede manden rejse hjem, fordi det er jo kvinden der er en "udgift" for samfundet, så jeg vil opfordre dem til igen at tage kontakt til myndighederne for at få sagen taget op til genovervejelse," siger Bjarne Laustsen (Soc.Dem) til TV2/Nord.

Harold Langford har allerede købt en enkeltbillet til USA, en billet han håber aldrig at få brug for.

Flere nyheder fra TV2 Nord